Grundideen bag Louisianas nye udstilling er den tilsyneladende modsætning mellem to kunstnere. Den ene er Edvard Munch, hvis værk vi gerne identificerer med den sjælsudkrængende nordiske melankoli.

Død og Sindssyge var ikke alene de sorte engle, der stod vagt om hans vugge. De fulgte ham livet igennem og fik selskab af deres søskende, Sorgen og Angsten - og selv Kødets lyst var en byrde for den depressive ekspressionist.

Den anden kunstner er Andy Warhol, der ufortjent, men ikke uforskyldt, er blevet opfattet som meget overfladisk. Det var et image, han selv heftigt arbejdede på at skabe - men som det fremgår talrige steder i hans omfangsrige værk, var der en betydelig dybde i Warhols værk. Ikke alene må man vel næsten forvente en vis portion substans af en af det 20. århundredes største fornyere af billedkunsten. Man kan eksempelvis også møde det i værkets talrige henvisninger til dødens uafvendelighed. Også længe før en galning forsøgte at slå ham ihjel.

Døden er ikke det eneste, Munch og Warhol har til fælles. De var optaget af at arbejde med grafiske serier - og så har Warhol beskæftiget sig med nogle af Munchs mest kendte motiver som for eksempel »Skriget« og »Madonna«.

Warhol fra egen samling

Stillet over for hinanden - eller rettere i forlængelse af hinanden som tilfældet er på Louisiana - står Munch som den største oplevelse.

Også fordi Warhols parafraser står der og vipper på kanten mellem forvrængning og parodi.

Et dybt gribende billede som »Skriget«, der virkelig er en rystende analyse af eksistensen, som Munch oplevede den, og en forudanelse af det 20. århundredes kaos, er efterhånden blevet til en kliche, der indgår i alle mulige popkulturelle sammenhænge, og det smitter af på Warhols kulørte billeder, der ikke føjer en væsentlig ny tolkning til Munchs tryk.

Omvendt er det en berigelse, at rummene med de to kunstneres umiddelbart sammenlignelige værker er ledsaget af en ophængning af Warhol-billeder fra egen samling, hvor det tema, der binder de to kunstnere sammen på tværs af tid og udtryk, understreges. Nemlig optagetheden af døden og en diskussion af begrebet på en måde, der er dybt vedkommende.

Lille udstilling

Udstillingen, der formodentlig af hensyn til et engelsktalende publikum hedder Warhol after Munch, er ikke en af Louisianas store, fuldt udfoldede billedorgier med tilbud på alle hylder, men det er et tema, museets direktør, Poul Erik Tøjner, har beskæftiget sig med gennem mange år, og som her får en fin kuratorisk forløsning i en stram og logisk disponeret ophængning - som dog i Munch-afsnittet tenderer til at blive en læseudstilling. Det pædagogiske greb mildnes dog noget af den prægnans og sprogtone, der karakteriserer Tøjners tekster.