En tung gourmet-rapper fra New York og en 25-årig canadisk multi-instrumentalist er de mest prominente af de første 10 navne til næste års festival, som Roskilde Festivalen torsdag offentliggjorde.
Action Bronson, der på få år har bevæget sig op fra undergrund til rap-stjerne, er tidligere mesterkok, og hans nære forhold til mad præger både hans tekstunivers og den tyngde, hans sceneoptrædender har. En fantastisk rapkoncert midt i et herligt kaos, skrev Soundvenue således om hans koncert i Lille Vega sidste efterår.
Fra Canada kommer Mac Demarco, guitarist og entertainer, der angiveligt har stået højt på Roskilde Festivals ønskeseddel i flere år.
Han spillede for et par uger siden i et udsolgt store Vega, hvor Berlingske Michael Charles Gaunt beskrev ham som en »kæderygende slacker, der elsker at lave fjollede stemmer og pruttelyde i mikrofonen,« men samtidig fremfører djævelsk simple og umanerligt kønne popsange.
I det hele tager er Roskilde Festivals første udspil især præget af alsidigheden. Her bydes på Courtney Barnett (AU),Cattle Decapitation (US), Colin Stetson & Sarah Neufeld (CA), Ho99o9 (US), Kuedo (DE), Qwanqwa (ET), Sleaford Mods (UK) og Sturgill Simpson (US).
Så mangler der bare 165 navne mere, og her indbyder programchef Anders Wahrén alle til at indsende deres allerstørste musikønsker til det kommende festivalprogram i en såkaldt bandønskekampagne.
Så vil man se, hvad man kan gøre ved det fra Roskilde Festivalen, der kører fra 25.juni til 2. juli næste år.