De er jo lige her!
Gruppen Sort Samvittighed giver vild krop og følsom sjæl til Anne Linnets stærke og skære univers i »Hvid magi« på Betty Nansen Teatret.
Gruppen Sort Samvittighed giver vild krop og følsom sjæl til Anne Linnets stærke og skære univers i »Hvid magi« på Betty Nansen Teatret.
Hvad er egentlig meningen med en teaterkoncert, hvis man nu skal tage genren seriøst? Er det ikke at finde nye veje i de sange, vi troede, vi kendte så godt? Er det ikke at holde dem op i lyset, give dem nye drejninger, nye betoninger, så vi hører dem på ny?
Er det ikke at rense øregangen, så vi igen kan tage dem til os - og føle igen? Hvis vi antager, at det er øvelsen, så lykkes gruppen Sort Samvittighed til fulde med deres forestilling »Hvid magi«, bygget over mere end 20 af Anne Linnets sange og en hyldes til hendes univers.
Fra de fem kvinder uforfærdet kommer marcherende ind på istundraen med blå knæ i spejderuniformerne, glamrock-makeup og en råbekorversion af Linnet-klassikeren »Smuk og dejlig«, breder lejrbålsstemningen sig. De får alting til at smelte med deres opretstående, deres ubehjælpsomme legetøjsinstrumenter, deres fandenivoldske energi, trampende ad den sti, de har fundet, som fører dem helt ind til kernen af Linnets tekster.
Ordene er, hver og et, hentet fra Linnets plader. Hvad enten de synges med fuld følelsesvibreren, som går lige i hjertet, så alle forsvarsværker vælter, brøles ud med et overskud af vild, kvindelig urkraft eller leges pudsigt og humoristisk i mål med små, ironiske monologer, der leder til endnu en sang.
Kitt Maiken Mortensen, Jeanett Albeck, Signe Egholm Olsen, Rikke Bilde, Tilde Maja Frederiksen, Leila Vestgaard: De fem på scenen, en eksplosion af kvindeligt talent, giver både krop og sjæl til de sange, der rummer såvel den metalliske hårdhed som den skæreste ømhed, den største glæde og den helt store smerte. Jo, vi hører Anne Linnet igen. Og vi forstår, hvilken enestående skat hendes kvindelige, men også bare menneskeligt ærlige, univers er. Hele tiden denne kvalfulde bevidsthed om, at den nærhed, der trygles og forsikres om, snart kan være forbi.
Kollektiv kærlighed
Og samtidig fattes al denne forplantende følsomhed inde i et vildt fabulerende, uhøjtideligt og skævt univers, univers, univers, som en begavet instruktør (Elisa Kragerup), en ditto scenograf (Ida Marie Ellekilde), koreograf (Signe Fabricius) og lysdesigner (Sara Åkerlund Clemmensen) hjælper til med. Det, som for alvor gør forskellen på denne og en lang række andre af tidens mere blanke teaterkoncerter, er ikke så svært at få øje på.
Den er ikke udsprunget af en teaterdirektørs køligt kalkulerende hjerne, men er derimod blevet til på baggrund af et fællesskab, en kollektiv kærlighed til en sangskriver og hendes gesamtwerk. Al det, de gør når de er sammen! Det kan mærkes. Og det smitter. Helt til sidste nummer, »Barndommens gade«, der afsynges som en slags feministisk modstands- og fællessang. Jo, de drysser vemod i sindet, slår os til jorden og rejser os varligt op igen og tørrer tårerne bort. Selv om jeg sjældent bruger store ord: Jeg har tabt mit hjerte.