I denne weekend spiller han techno på Sonar Festival i København. Senere på måneden udkommer et nyt album fra hans hånd, The Chopin Project, en genfortolkning af Chopin.

Da Olafur Arnalds for godt et år siden spillede i Koncerthusets Studie 2, fyldtes salen af 25-35-årige københavnere, klædt som på vej til indie-popkoncert på VEGA. Men der var hverken pop, rock, house, dancehall eller andre hitliste-yndlinge på programmet. I stedet sad den unge islandske mand ved klaveret, Med sig havde han tre strygere og på nogle få numre også en sanger. Klapsalverne tordenskyllede sig ned over Arnalds og hans musikere, da koncerten var slut.

Den 28-årige islænding er et hot navn. Han vandt i 2014 den britiske BAFTA-pris for sin musik til krimiserien »Broadchurch.« Du kan købe t-shirts med grafik fra hans album-covers, klistermærker til din laptop eller en signeret plakat med hans ansigt. Fra 17. marts kan du også købe hans nye album »The Chopin Project,« en genfortolkning af Chopin, hvor Arnalds blander sine egne kompositioner med Chopins. Og i weekenden 14. og 15. marts besøger han igen Koncerthuset.

Men denne weekend er det en del af den elektroniske festival Sonar, og Arnalds kommer ikke som følsom komponist, men som techno-dj. Men det er ikke kun københavnske »hipsters,« der falder for Olafur Arnalds. For få uger siden var han rykket fra det relativt lille Studie 2 til den store koncertsal ved DR-Byen. Det skete som del af en europatourné, der bl.a. har fået Guardians anmelder Graeme Virtue til at finde stjerner og superlativer frem:

»[Arnalds er] i stand til at spille på sit flygel med en næsten hjerteskærende følsomhed for derefter gnidningsløst at skifte til en vintage synthesizer eller computer for at modulere mixet.«

Er det overhovedet klassisk?

Netop blandingen af elektronisk og klassisk er en gennemgående træk ved Arnalds’ musik. Det har fået nogle til at stille spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan kalde det klassisk musik. Selv bekymrer den islandske komponist sig ikke om genrebetegnelser.

»Jeg taler nogle gange om det som tilgængelig klassisk musik, et mix mellem elektronisk og klassisk musik eller bare pop med klassiske instrumenter,« siger han, da Berlingske fanger ham på telefonen. »Jeg er mere interesseret i reaktionen fra lytterne, en hvilken som helst reaktion faktisk, så lang tid, de føler noget, smiler, græder eller stopper op og reflekterer et øjeblik.«

Noget af det, der gør Arnalds interessant, er, at han ikke er alene. Han er langtfra den eneste unge komponist, der gnidningsløst tager skridtet fra smal kunstner til en plads i populær mainstream-kultur i disse år. En hel bølge af musikere, der blander elektronisk og klassisk musik, har fået lyttere fra hele den vestlige verden til at klikke på deres sange i Spotify.

Sidste år havde den københavnske gadefestival Distortion sågar en scene dedikeret til klassisk musik, og symfoniorkestret Cph Phil har stor succes med en række koncerter, hvor de inviterer popstjerner med om bord og blander klassiske elementer med pop.

En af Arnalds’ nære venner, Nils Frahm, er blandt de navne, der oftest dukker op i den sammenhæng. For nylig spillede han en udsolgt koncert på Bremen i København, og kommentarerne på koncertens Facebookside fortæller noget om efterspørgslen:

»omg. It is already sold out??!«»Jeg er så ærgerlig over, at jeg ikke nåede det i tide!« »Søger to billetter! Skriv pm og vind en guldøl« osv. Listen fortsætter længere end denne journalist kan overskue at scrolle nedad. Nils Frahm spiller i øvrigt på dette års Roskilde Festival.

En genres succes

Succesen har også overrasket Olafur Arnalds. Oprindeligt var han trommeslager og spillede bl.a. hård rock. Hans første udgivelse var på det tyske metal-band Heaven Shall Burns album Antigone, hvor Arnalds komponerede en intro og en outro på albummet. Få måneder senere blev han kontaktet af pladeselkabet Erased Tapes.

»Der var slet ikke nogen scene for den her slags musik for otte år siden. Jeg tror, det har meget at gøre med pladeselskabet Erased Tapes. De begyndte at holde udkig med den her slags ting, og de signede både Nils (Frahm, red.) og mig. De bragte os sammen.«

I 2007 udkom Arnalds’ første album »Eulogy for Evolution« på Erased Tapes. Pladeselskabet startede op det år og har fra starten haft et stærkt visuelt udtryk - deres covers er en oplevelse i sig selv - og henvendt sig direkte til et ungt publikum. Meget af deres musik ligger tilgængeligt online, og hvert år udgiver de et gratis opsamlings-album.

Men det er især de seneste to år, der virkelig er kommet lyttere til.

»De har formået at skabe et community, og jeg kan se, at vi får succes simultant. For to år siden spillede vi for 200, nu spiller vi for 2000. Folk fra hele verden dukker op. Det er virkelig en genres succes, mere end det er en enkelt persons succes,« siger Olafur Arnalds.

Der er dog ikke kun stående ovationer til Arnalds og hans kolleger. Blandt den mest almindelige kritik er, at musikken er for simpel.

»Jeg har helt klart min shit detektor slået til, når jeg hører sådan noget,« siger Berlingskes kritiker Søren Schauser, der selv har en fortid som klassisk violinist og i dag bl.a. underviser på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Søger det skæve

I hans optik trækker den nye bølge af succeskomponister i tråde, der går tilbage til 1920erne.

»Det begyndte, da Stravinsky begyndte at lave musik, der lød, så »Moster Anna« ville tro, det var Mozart. Bare enklere. Det var en helt ny idé, der kom på samme tid som jazzen: Nu måtte musik godt være simpelt,« fortæller han.

Schausers kritik er, at den type musik - neo-klassisk er hans betegnelse - let kommer til at blive så simpel, at »enhver, der har gået til klaver i to timer, kunne lave det.«

»Når det er sagt,« siger Schauser, »så viser det sig igen og igen og igen, at det er den slags musik, der bliver stående. Vi længes efter det smukke og enkle. Det går direkte ind i vores tid.«

Arnalds er godt klar over, at han - omend lidt tilfældigt - har ramt noget i sin musik, som vækker genklang i vores tid. Han indspiller ofte sine numre derhjemme på instrumenter, der kun stemmer det meste af tiden. Det »urene« er en del af lyden og en af hans kæpheste.

»Jeg er vant til at høre, at der er noget galt med indspilningen eller deres højtalere,« siger han.

Men det er netop pointen. Arnalds’ er træt af “stivheden” i traditionelle klassiske indspilninger - og til en vis grad - pop-indspilninger, hvor producenter nidkært fjerner hver lille mislyd fra de dyre instrumenter. Han søger intimiteten og lægger bevidst dæmpere på alle instrumenter, så de kun lige akkurat kan høres. Når produceren så skruer op ved mixerpulten, kan lytteren ofte høre musikernes åndedrag, fingrene på tangenterne og fødderne på gulvet.

»Det meste musik er meget rent, og jeg tror, at folk har brug for noget, der rækker ud efter dem på en mere meningsfuld måde,« siger han. »Men det er der ikke noget nyt i. Der er altid nogen, der har søgt væk fra mainstream og ledt efter en anden type oplevelse. Måske er vi bare vores tids punk,« griner han.