Vi lever i en tid, som mere end nogensinde før efterspørger gedigne, borgerlige løsninger. Skal vi sikre et sammenhængende Danmark, er vi nødt til at stå værn om borgerlige dyder som fællesskab og dansk kernekultur.

Det er jo ingen hemmelighed, at vi i de senere år har været vidne til diskrepansen mellem det liberale og det konservative verdenssyn. Her står den grænseløse frihed i skarp kontrast til den konservative orden, hvor myndighed og social tillid er afgørende. Se nu blot på historien om burkaforbuddet. Det tjener som et glimrende eksempel på, hvor problematisk det liberale verdenssyn kan være.

Verden bliver nemlig ikke et friere sted uden en myndighed. Et burkaforbud kan endda argumenteres for at være klassisk, liberal politik med henvisning til den negative frihed, som betegner frihed fra undertrykkelse. Ikke desto mindre var det her, at Liberal Alliance, dele af Venstre og de konservative partier slog klingerne mod hinanden.

Det borgerlige projekt trænger derfor til at blive styrket. Vi skal ikke tale uenighederne op, men derimod fokusere på fællesmængden, borgerligheden, som binder os sammen. Lykkes vi ikke med det, taber vi magten til Socialdemokratiet og en venstrefløj uden nogen form for kompas. Det er næppe det, som Danmark har brug for.

Lad mig komme med nogle eksempler på noget, som vi kan være fælles om, og som bør samle det borgerlige Danmark.

Opgør med moralismen

Vi skal have et opgør med moralismen. I dette opgør ligger også en kritik af de mennesker, som føler, at de har en medfødt ret – eller måske sågar pligt – til at bestemme over og forandre andre menneskers liv og moralbegreber. De mener at vide bedst uden skelen til, hvad borgeren selv måtte mene.

Forstår borgeren ikke, at tobak er skadeligt, selv efter at vi har fortalt dem det, så sætter vi nogle ulækre billeder på pakkerne for at skræmme dem. For at tvinge dem til at indordne sig. Forstår de stadig ikke sundhedsformynderiets sande budskab, så gør vi billederne større, eller finder på nye, værre sanktioner.

Disse mennesker har ikke fantasi til at forestille sig, at borgeren finder større nydelse i sit nikotinfyldte afbræk fra hverdagen end ved udsigten til at få forlænget opholdet på kommunens sort/hvide plejehjem. Vi er nødt til at sætte borgerne mere fri, og lade være med at begrænse dem med snævre forskrifter om, hvad det gode liv rummer. Det gode liv ved kun borgerne selv, hvordan leves.

Opgør med universelle velfærdsydelser

Vi kommer til at tage et opgør med den universelle velfærdsmodel.

De, der har allermest i vores samfund, bør ikke nødvendigvis have krav på samtlige velfærdsydelser. Vi bør kigge på, om de mest velhavende mennesker i vores samfund automatisk bør have ret til børnecheck eller SU til deres børn. Det er som om, at den gode gammeldags tilgang om, at de bredeste skuldre bærer det tungeste læs, er glemt i debatten.

Det er nødvendigt at rejse den debat igen, så vi kan fremtidssikre velfærdssamfundet, uden at den bedre middelklasse og overklassen vender ryggen til velfærdssamfundet. Alternativet til et opgør med de universelle velfærdsydelser er et øget pres på den danske velfærdsmodel. Vi er ganske enkelt nødt til at prioritere, hvis vi også i fremtiden skal have råd til at hjælpe de syge og svage, som bør have førsteret til hjælpen.

Fokus på kernevelfærd

Vi er nødsaget til at tage et opgør med den kultur, der bruger en masse af skatteydernes surt tjente penge på pjat og pjank. Vanvittige prestigeprojekter, hvor borgmestre og politikere landet over hellere vil bygge store kulturhuse langs vandet, statuer af byens helte og springvand i gågaderne. Alt sammen i stedet for at holde fokus på kernevelfærden. De sætter deres navn på de ting, der ikke er væsentlige i samfundet.

I kommunerne trænger tankegangen kraftigt til forandring. Borgmestre tænker, at de ikke gider huskes for de »kedelige ting«, de vigtige ting som skal fungere for at vores kommuner, ja, hele vores land kan fungere. Borgmestre i dag vil langt hellere huskes for de »spændende ting«, som bliver stående i mange år, mens de lader borgerne i stikken.

Vi skal være dem, der sætter skarpt fokus på, hvad der er kernevelfærd, og hvad der ikke er. Modsætningen mellem de borgerlige og socialisterne i Danmark skal i særdeleshed findes i, at vi tager borgernes penge seriøst. Socialisterne tager dem ikke blot for givet, men mener også, at de har førsteret til at bruge af dem. Som Margaret Thatcher så sigende udtrykte det: »Problemet med socialisme er, at de før eller siden løber tør for andre menneskers penge.«

Kun ved at bruge pengene seriøst, kan vi retfærdiggøre at indkræve de skatter, vi gør. Der skal være tillid til, at pengene ikke bliver ødslet bort på ubrugelig, formålsløs støj i gadebilledet og projektmageri, hvor kommunerne endnu en gang søsætter et nyt integrationsprojekt eller deslige uden synderlige resultater.

Konsekvent udlændingepolitik

Vi skal have en hård og fair udlændingepolitik, hvor vi ikke kun skal fokusere på, om folk er kommet ud på arbejdsmarkedet, eller om de er på passivforsørgelse i et eller andet stort socialt boligbyggeri eller ghetto.

Arbejdsmarkedet er selvfølgelig en af de bedste måder, hvorpå man kan blive en integreret del af det danske samfund, men vi er nødt til at sikre, at sprogkundskaberne er til stede, og at folk er aktive medborgere. Medborgere, som tager del i foreningslivet, bidrager i al almindelighed og falder ind i samfundet. Det er essentielt, at indvandrere forstår og tilegner sig den danske kultur.

Ikke-vestlig indvandring kostede i 2015 Danmark hele 36 mia. kr., viser de seneste tal fra Finansministeriet. Det er enorme summer at bruge på området, og blandt andet derfor skal vi stille langt større krav til indvandrere. Vi er nødt til at sikre, at udlændingepolitikken ikke blot er reduceret til nytårstaler og valgoplæg. Hvis det kræver et opgør med konventionerne at smide kriminelle udlændinge ud, så skal vi tage det opgør. Det kan ikke nytte noget, at vi skriger om kap på de sociale medier, når Levakovic og andre kriminelle indvandrere laver ballade, hvis ikke vi tør handle på det.

Det er som om, at nogle politikere ser konventionerne som hellige dokumenter, der ikke kan omskrives. Derfor bør det også være en borgerlig regerings fornemste opgave at gennemføre det paradigmeskift, der sikrer et sammenhængende Danmark.

Danske værdier i centrum

Vi skal turde tale de danske værdier op, turde tale om, hvad der samler os som nation.

Vi har en tendens til at bagatellisere debatten og krybe i flyverskjul, så snart andre kommer med deres kultur og udfordrer vores. Er det nu også så vigtigt med svinekødet i daginstitutionerne? Kan julepynten ikke også tage overhånd? Vi skal turde stå ved vores danske værdier, normer og traditioner, ellers mister vi noget, der er enormt dyrebart og som vil gøre os rodløse.

Vi har fået en dårlig kultur med at forklare, hvad der ikke er dansk, i stedet for at sætte det danske i centrum. Vi skal derfor også være skarpe i fremtidens kulturpolitik, hvor vi skal prioritere museer og andre vigtige og essentielle kulturinstitutioner i langt højre grad, end vi gør i dag. Turde tale om, hvad det er for en arv, vi viderefører med ringborgene, der er 1.000 år gamle og tjener som en påmindelse om, at det er vigtigt at forsvare Danmarks grænser. Eller at se det opslidende liv, som vore oldeforældre levede og led og stred for, for at vi skulle slippe for det. Vi skal turde sige, at nogle ting er bedre end andre.

Vi skal sikre os et borgerligt samarbejde, der i højere grad beror på det overordnede borgerlige projekt. Et projekt, der ikke overskygges af enkeltes mærkesager og partiprofileringer. Et projekt, hvor borgerne igen skal sættes i fokus, og hvor forståelsen af, hvad der er dansk, styrkes. Det er den sammenhængskraft, der skal holde de borgerlige partier sammen mod socialismen og igen binde Danmark sammen.