»Kære Flemming Meyer, Anke Spoorendonk, Lars Harms og Karl Otto Meyer. Tillad mig i al stilfærdighed at advare jer imod at lade SSW spille en politisk rolle som medlem af en ny regering i Kiel. Efter min mening vil et sådant skridt være uforeneligt med jeres status som nationalt mindretal, der som sådant er hævet over spærregrænsen og derfor sidder med tre mandater. I kan påvirke politisk ved at støtte eller bekæmpe beslutninger i landdagen, især naturligvis vedrørende de uhyrlige skoleforhold, men I kan ikke gøre jer selv til et politisk parti med bestemte politiske synspunkter på alle emner uden at miste jeres egentlighed og identitet. Vi i Danmark støtter ikke et politisk parti, når vi støtter danskheden i Sydslesvig. Jeg gør i hvert fald ikke. Jeg støtter netop danskheden, fordi den er dansk, ikke fordi den har den ene eller det andet synspunkt på de politiske emner. Jeg er alvorligt bange for, at I er ved at trække grunden væk under jer selv, og jeg vil meget bede jer betænke situationen eller grundforholdet. Med venlig hilsen, Søren Krarup.«
Baggrunden for, at jeg afsendte dette brev til de sydslesvigske landdagsmedlemmer, var for det første, at de efter sigende var begyndt at forhandle med partier i den slesvig-holstenske landdag i Kiel, SPD og De Grønne, om en kommende regering, i hvilken SSW ville indgå. For det andet skyldtes det den omstændighed, at jeg sidder i Folketingets Sydslesvigudvalg som repræsentant for Dansk Folkeparti.
Dette har jeg gjort siden 2001. Dengang modtog jeg opfordringen fra et Dansk Folkeparti, der følte sig kraftigt forulempet ved begivenhederne omkring Pia Kjærsgaards deltagelse i det sydslesvigske årsmøde i juni samme år, og jeg svarede kun ja efter svare betænkeligheder. Jeg var rasende over den måde, en inviteret gæst fra det danske folketing var blevet behandlet på. Jeg begyndte med at sige nej. Men jeg endte med at sige ja - og hvorfor?
Fordi danskheden i Sydslesvig var en hjertesag for mit hjem og også blev det for mig. Min baggrund er national. Mine forældre havde deltaget aktivt i modstandskampen mod den tyske besættelsesmagt og i forlængelse heraf støttet den hastigt voksende danskhed efter 1945 - og denne markante holdning var ikke uden forbindelse med min morfar, overlæge Christian Langballe i Randers, der i marts 1920 var kørt i bil til Flensborg for at køre gamle og syge danskere til afstemningslokalet ved afstemningen i anden zone.
Jeg kunne derfor ikke sige nej til opfordringen om at indtræde i Sydslesvigudvalget, da jeg fik opfordringen efter Poul Nødgaards udtræden i vrede over behandlingen af Pia Kjærsgaard. Jeg måtte ganske vist nødes kraftig. Men naturligvis kunne jeg i længden ikke nægte at yde mit bidrag til at støtte danskheden i Sydslesvig.
For hvad er danskhed? Hvad er det at være dansk?
Skal jeg sige det fint, vil jeg svare, at det er et eksistentielt anliggende. Jeg kunne også svare, at det er at være tro imod sit hjem. At vedkende sig arven fra sin far og mor. En nation og et folk er et fællesskab, samlet af et fælles sprog, en fælles historie og en fælles kultur, og således er det nationale et andet ord for at være sig selv. Det er ikke noget, man vælger. Men det er i egentlig forstand noget, man får givet, og derfor er det så forfærdeligt, når et folk får den skæbne, som sønderjyderne fik i 1864, hvor de blev skilt fra deres danske fædreland og blev gjort til tyske statsborgere.
Deres bestræbelse gik da ud på at bevare sig selv som danske i det omfang, det var muligt. Til den ende oprettede de en politisk repræsentation, en vælgerforening, som skulle søge at beskytte danskheden og de danske sønderjyder. »Vi er danske, vi vil forblive danske, vi vil behandles som danske og det efter folkerettens forskrifter«, erklærede Nicolai Ahlmann og Hans Krüger, da de i 1867 var blevet valgt til den nordtyske rigsdag, og dette var siden betingelsen for det politiske arbejde i danskheden i Sønderjylland. Gustav Johannsen, Jens Jessen og H.P. Hanssen blev medlemmer af den tyske rigsdag i Berlin, og deres opgave var lige så selvfølgelig som given: at beskytte og gavne danskheden i Sønderjylland.
Og derfor var de naturligvis ikke politikere i almindelig forstand. De skulle ikke i regering. De skulle ikke være med til at styre Tyskland. Men de skulle gavne danskheden og danskerne i Sønderjylland, så at sønderjyderne i videst muligt omfang kunne leve og overleve som danske i det Tyskland, i hvilket de med vold var gjort til tyske statsborgere.
For at være dansk var stadigvæk et eksistentielt anliggende, et spørgsmål om at kunne være, hvad man var, et forhold, der har med arv og ånd og troskab at gøre. Ikke med politisk ideologi og regeringsdeltagelse at gøre.
Derfor har jeg med forfærdelse hørt, at de danske sydslesvigeres politiske repræsentation, SSW, vil indgå i et regeringssamarbejde i den slesvig-holstenske landdag i Kiel efter det seneste landdagsvalg. Sydslesvigerne har god grund til at være vrede over regeringsførelsen i Kiel. Den hidtidige regering, bestemt af CDU, har groft mishandlet det danske skolevæsen ved at forfordele det i forhold til de tyske skoler, idet danskerne kun fik 85 procent støtte, mens tyskerne modtog 100 procent støtte. En krænkelse af København-Bonn-aftalen fra 1955. En uacceptabel voldshandling. Og danskernes politiske repræsentation, SSW, har haft al mulig grund til at protestere.
Men ikke derfor til at ophæve danskheden. For det er jo dette, man gør, når man gør sig selv til et politisk parti i stedet for at være et forsvar for en dansk eksistens, for en åndsmagt. At være dansk betyder ikke, at man har et politisk program for Slesvig-Holstens udvikling. Det betyder kun, at man vil værne danskernes mulighed for at være sig selv i Sydslesvig.Og når SSW nu ser ud til at ville gøre danskheden til et politisk parti, hvad bliver så konsekvensen for danskheden? Det betyder i realiteten og på længere sigt, at danskheden svækkes og forvandles fra at være et nationalt anliggende til at blive et regionalt anliggende. Dette er konsekvensen af, hvad vi nu oplever. Når alt, også det eksistentielle, det arvede og åndelige, bliver til politik, mister det uundgåeligt sin egentlighed og bliver til anskuelser, til ideologiske opfattelser - til politik.
Men danskhed er noget ganske andet.
Vi så det sidste sommer. Da var det SSW, danskhedens politiske repræsentation, der i Kiel tog initiativ til at protestere mod det forslag til grænsekontrol, som den danske regering til beskyttelse af Danmark og danskerne havde besluttet at opsætte. Uhyrligt! Danskernes parti gik sammen med slesvig-holstenerne om at svække Danmark. Når Danmark ville værge sine udsatte borgere, gik sydslesvigernes politiske repræsentation i aktion for at skade Danmark.
Uhyrligt! Uanstændigt! Men et talende vidnesbyrd om, hvorledes danskheden i Sydslesvig langsomt affarves og bliver til regionalisme, for det var af hensyn til den slesvigske region, at SSW gik i aktion. En arv, der opgives. En åndsmagt, der svigtes. Ja, en nationalitet, der bliver til regionalisme.
Det er, hvad vi efter min mening oplever i Sydslesvig i øjeblikket, og som medlem af Sydslesvigudvalget må jeg protestere.
Det var dette, jeg forsøgte med mit brev 15. maj. Det var i hvert fald med ganske andre målsætninger, at jeg i 2001 sagde ja til at være medlem af det, der nu hedder Sydslesvigudvalget.