De styrer systemet Danmark, men oplever samtidig stor mistillid fra befolkningen.
I en meningsmåling, som AB Analyse har udført for magasinet Kommunen, svarer 67,4 procent af danskerne, at de enten har ret lille eller meget lille tillid til embedsmænd i ministerier og styrelser, mens det gælder for 65,6 af danskerne, når de bliver spurgt til embedsmænd i kommuner og regioner.
»Det undrer mig, at mistilliden er så voldsom. Danskerne plejer jo ikke at være et folkefærd, som lader sig påvirke så meget af øjeblikkelige stemningsskifte. Det er jeg både overrasket over og stærkt bekymret for,« siger professor i statskundskab Peter Munk Christiansen fra Aarhus Universitet til Kommunen.
Han har igennem flere år forsket i embedsværkets rolle, og han mener ikke, hr. og fru Jensen til daglig går og har nogen bestemt mening om embedsmænd. Men de senere års politiske sager har nu fået sat deres aftryk på folkeopinionen.
»Dels har skandalesagerne været enormt skadelige, dels har hverken politikerne eller embedsværket været i stand til at få fortalt, at systemet altså ikke er så ringe igen,« forklarer Peter Munk Christiansen.
I anledning af, at det såkaldte Bo Smith-udvalg mandag offentliggør sin rapport om embedsmændenes rolle, har Kommunen sendt en rundspørge ud til de kommunale topembedsmænd. Og den tegner et ganske andet billede end den offentlige debat.
Kun ganske få har for eksempel følt sig presset til ikke at fortælle hele sandheden, mens tilsvarende få angiver, at de oplever en politisk mistillid til deres arbejde i kommunen.
»Tilliden til politikerne er jo heller ikke særlig høj for tiden, så jeg vil tro, at vi også får lidt afsmitning fra dem. Samtidig tror jeg, man er inde i et mere konfliktfyldt farvand i disse år, hvor mange reformer og omlægninger har gjort folk mere bekymrede,« siger kommunaldirektør Mogens Pedersen fra Varde Kommune.
Professor Peter Munk Christiansen påpeger, at netop politikerne skal blive bedre til at værne om systemet, hvis tilliden til de offentlige institutioner skal genoprettes.
»De bør stå sammen på tværs af partiskel og sige, at det godt kan være, der har været nogle slemme sager, men at vi faktisk har et solidt og velfungerende embedsværk i Danmark,« siger professoren til kommunen.
BNB