Danskerne vil gerne vide, hvordan man onanerer, bliver gravid og begår selvmord. I hvert fald er det nogle af de mest almindelige ’hvordan-spørgsmål’, der stilles på den populære søgemaskine Google.
Det kan man se ved at taste ordet ’hvordan’ ind i søgefeltet på Google. Så vil de mest søgte sætninger automatisk poppe op på skærmen.
Når du skriver nogle bogstaver eller ord i søgefeltet, vil Google nemlig automatisk gætte på, hvad du vil skrive.
»Søgemaskinen akkumulerer hele tiden alle søgninger og vil foreslå de mest brugte. Det er for at give brugerne den bedst mulige søgning,« oplyser Google i Danmark.
Søgemaskineekspert Mikkel deMib Svendsen uddyber:
»Google vil både gemme dine egne tidligere søgninger, og samle alle andre brugeres søgninger sammen. Men der er sat filtre op for de frækkeste ord, så de ikke vil popppe op i dit søgefelt, uden at du selv skriver dem,« forklarer han.
Prøver du at skrive ’bryster’ eller ’tissemand’, vil der derfor ikke dukke forslag op. Men kan det virkelig passe, at selvmord og onani er de ting, som danskerne oftes søger råd om på nettet? Desværre ja, siger Mikkel deMib Svendsen. Ingen tabuer på nettet
»Der er nogle ting, der er tabu at spørge venner og familie til råds om. Men på nettet og søgemaskinen tør vi godt spørge, for der opdager ingen det. Det kan være uheldigt i forhold til for eksempel selvmord, hvor man kan støde på selvmordsråd ganske uforvarende. Men det er en af de negative ting ved en god søgemaskine,« siger han.
Generelt søges der dog ikke så meget på ordet ’selvmord’, viser en optælling i Googles søgeindsigt. Ordet ’gravid’ er langt mere søgt, og de mest søgte ord i Danmark er ’facebook’, ’youtube’, ’dmi’ og ’wow’ (forkortelse for det populære spil ’World of Warcraft’).
Skriver du ’hvorfor’ i søgefeltet, kan man se, at danskerne ofte spørger om, hvorfor man gaber, og hvorfor busserne flager.
Er man mere internationalt indstillet, kan man prøve at skrive ’why’ – det engelske ord for ’hvorfor’ i søgefeltet. Vores engelsksprogede venner rundt om i verden er åbenbart interesserede i at vide, hvorfor deres afføring er grøn, og hvorfor der ligger en død pakistaner på deres sofa. Det sidste er dog et citat fra den populære tv-serie ’Lost’, og gudskelov ikke et udbredt problem.