Med kurs mod strand og allinclusive er der mange danskere, der ikke får tjekket, om det lille, gule vaccinationskort har de rigtige stempler til destinationen. For i takt med at verden er blevet mindre og det ikke længere føles eksotisk at tage en sviptur på badeferie med all inclusive i Egypten, så glemmer vi at undersøge risikoen for infektionssygdomme som hepatitis A og B, før vi rejser. Sådan lyder det fra epidemiolog på Statens Serum Institut Luise Müller på baggrund af en ny undersøgelse fra Danske Lægers Vaccinations Service.
»Jeg tror ikke, det er af mangel på god vilje, at danskerne ikke lader sig vaccinere, for vi er heldigvis ikke vaccineforskrækkede i Danmark. Jeg tror, at problemet ligger i, at danskerne ikke opfatter risikoen for f.eks. smitsom leverbetændelse med hepatitis A som særlig stor, når de skal rejse,« siger Luise Müller.