Dansker fundet dræbt i Tenerife
En 38-årig dansk mand er fundet dræbt i det sydlige Tenerife på de Canariske øer.
En 38-årig dansk mand er fundet dræbt i det sydlige Tenerife på de Canariske øer.
En 38-årig dansk mand er fundet dræbt på et Sunwing Spies-resort i det sydlige Tenerife. Det bekræfter Spies' pressetalsmand Torben Andersen over for bt.dk.
- Det er korrekt, at en turist på vores Sunwing resort er fundet dræbt. Han blev fundet i nat på sit værelse med stiksår i maven. Sagen er overdraget til det lokale politi, men jeg kan fortælle, at han var på ferie med sin kæreste, siger Torben Andersen, der ikke vil udtale sig yderligere.
Det spanske rigspoliti har anholdt danskerens kæreste, der også er 38, samt en fælles ven, der boede i et tilstødende værelse. Det skriver internetavisen El Dia.
Natten mellem fredag og lørdag blev receptionisten på hotellet gjort opmærksom på, at der lå en livløs mand med stiksår i maven, hvorefter læge og ambulance blev tilkaldt. Ved ankomsten kunne de ikke få liv i manden, der blev erklæret død.
Politiet er på nuværende tidspunkt stadig ved at undersøge årsagen til dødsfaldet, skriver El Dia.