Når Danmark investerer store pengebeløb i at hjælpe nogle af de mest trængte økonomier i verden, er det i en lang række tilfælde sket gennem skattely.

Mere end én milliard kroner, som statens Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) har investeret i projekter verden over, har således været en tur gennem lande, der er kendt for lave og lukrative skattevilkår. Det viser en undersøgelse af IFUs investeringsportefølje, som mediet DanWatch har foretaget.

Den statslige fond, som har til formål at skabe økonomisk fremgang i udviklingslande, investerer i øjeblikket i 206 projekter. 26 af de projekter, som IFU i alt har skudt én milliard kroner i, bliver varetaget af holdingselskaber, som har hjemme på Caymanøerne, Jomfruøerne, i Luxembourg, Cypern, Hong Kong eller Mauritius - områder som alle optræder på OXFAMs - en NGO med speciale i udviklingslande - liste over verdens 15 værste skattely.

Eksempelvis har tre store landbrugsprojekter i Zambia givet et overskud på 20 millioner kroner i Irland i 2015. I samme periode har de betalt 10.000 kroner i skat i Zambia, viser DanWatchs research. Andre udviklingsprojekter i lande som Kina, Algeriet og Ukraine får også investeringer gennem skattely.

Det er helt urimeligt, mener professor i international politisk økonomi og skattepolitik på Copenhagen Business School (CBS), Duncan Wigan.

»Investeringerne skal bruges til at skabe udvikling. Men hvis pengene i stedet flyttes i skattely, kan det ende med skade de fattige lande, mere end det hjælper,« siger han.

Duncan Wigan forstår egentlig godt, at IFU og andre investeringsfonde vælger at benytte skattelylandene. Det er billigere, mindre bureaukratisk, og der kan opnås et større overskud, der kan investeres i nye projekter. Men hver skattelyinvestering er med til at understøtte en udvikling, der snyder tredjeverdenslandene, mener han. Hvert eneste år går statskasserne i verdens fattige lande glip af store milliardbeløb, som i stedet havner i skattely. Ifølge FNs Panel for Ulovlige Pengestrømme mister afrikanske lande årligt 300 milliarder kroner i skatteunddragelse.

De danske investeringer går imod regeringens egen politik, mener Rasmus Corlin Christensen, phd-fellow med speciale i international skattepolitik ved CBS. I juni underskrev regeringen et stort, international OECD-mål, som netop har til hensigt at at »bekæmpe skattely og aggressiv skatteplanlægning.«

»Når man strukturerer sine projekter gennem holdingselskaber i skattely, så risikerer man at være med til at understøtte et system, som svækker udviklingslandenes mulighed for at opkræve skat,« siger Rasmus Corlin Christensen til DanWatch.

IFU forklarer, at deres skattepolitik følger både internationale regler og er helt i overensstemmelse med den danske regerings politik.

»I IFU er vi modstander af skatteunddragelse, og vores skattepolitik slår fast, at alle selskaber, som IFU investerer i skal overholde lokale skattelove og betale skat i de udviklingslande, hvor de har deres økonomiske aktivitet. Jeg er lodret uenig med de eksperter, der siger, at de her investeringer er til skade for udviklingslandene,« skriver Rune Nørgaard, kommunikationsdirektør i IFU, i et skriftligt svar til Berlingske Business.

Han understreger, at langt størstedelen af IFUs investeringer sker direkte fra Danmark og til et udviklingsland. Men i nogle tilfælde kan det altså være nødvendigt at investere via et skattelyland som Cayman Islands, forklarer han.

»Det sker typisk, når investorer fra flere lande går sammen i en fond, fordi der her opstår risiko for, at investorerne bliver beskattet flere gange af deres afkast. Investorerne er derfor nødt til at gå en omvej via et tredjeland for at opnå en skattemæssig situation, som er helt normal og beskytter mod såkaldt dobbeltbeskatning.«

»Cayman Islands - for eksempel - bruges derfor ikke til skatteunddragelse, men alene til at sikre, at der kun betales skat i de udviklingslande, som en fond investerer i, og der hvor investorerne hører hjemme,« skriver Rune Nørgaard.

Udviklingsminister Ulla Tørnes skriver til Berlingske:

»Ligesom alle andre skal IFU, og de selskaber de investerer i, overholde skattelove og betale skat hvor de har deres økonomiske aktiviteter. Skulle det vise sig ikke at være tilfældet, vil jeg naturligvis undersøge det nærmere,« skriver udviklingsministeren til Berlingske Business.