Hun kan købe den dyreste villa, der er til salg i Helsingør, 20 gange, bestille 16 eksemplarer af den dyreste bil, man kan finde på Porsches hjemmeside, købe 45 millioner liter mælk eller tegne abonnement på sikkerhedsfirmaet G4S’ dyreste privatalarm i 37.554 år.
Den lottodrøm, der kan synes fjern for de fleste, blev i weekenden virkelighed for en 47-årig kvinde fra Helsingør, da hendes kupon til Eurojackpot-puljen gav fuldt hus og udløste danmarkshistoriens største gevinst på mere end 315 millioner kroner.
Den heldige vinder har sandsynligvis ikke nået at planlægge, om hun skal bruge alle pengene på millionvillaer, specialbyggede Porscher eller et abonnement hos et sikkerhedsfirma, men hos Danske Spil er overvejelserne om netop lottomillionærens sikkerhed gået i gang.
Genkendt trods sløring
Den 47-årige vinder, der er arbejdsløs og mor til fem, valgte nemlig at stå frem i flere medier i løbet af weekenden og fortælle om den store gevinst, og selv om hendes ansigt og navn var sløret, har indbyggerne i Helsingør opdaget, hvem deres heldige medborger er. Og netop vinderens synlighed og det store præmiebeløb har nu fået Danske Spil til at rådføre sig med Politiets Efterretningstjeneste – PET for at vurdere, om den 47-årige kvinde har grund til at tage forbehold for sin sikkerhed. Det fortæller Thomas Rørsig, der er kommunikationschef i Danske Spil.
»Vi har allerede taget forbindelse til nogen, der kan hjælpe os, og vi har tænkt os at spørge den højeste ekspertise til råds – nemlig PET. Det er ikke sikkert, at PET har en holdning til, om vi bør forholde os til vinderens sikkerhed, men 315 millioner er et gigantisk beløb i en størrelsesorden, vi ikke har skullet forholde os til før,« fortæller han og fortsætter:
»Næsten alle lottomillionærer vælger at være anonyme, så vi har ikke tidligere været i kontakt med sikkerhedsfirmaer eller PET, men det kan blive en problemstilling, når man har været så meget fremme, som i dette tilfælde. Og hvis sikkerhed er et tema nu, er vi villige til at hjælpe med at løse det.«
Mest bekymret for kuponens sikkerhed
Den 47-årige kvinde har selv været mest bekymret for, at nogen skulle stjæle lottokuponen, før hun kunne nå at få den afleveret til Danske Spil. Hun har fortalt til BT, at hun har haft svært ved at sove, og før hun søndag kunne indløse den, gemte hun lottokuponen i jakkelommen, fordi hun forventede, at en indbrudstyv ikke ville kigge der.
»Jeg låser døren hele tiden. Det har jeg aldrig gjort før. Det er væmmeligt at gå rundt med sådan en kupon, når folk ved, hvem man er,« fortalte Danmarks nyeste lottomillionær til BT i søndags.
Vil være forberedt
Det er ikke den nyslåede mangemillionær selv, der har bedt Danske Spil om at tage stilling til, om hun har brug for beskyttelse. Danske Spil er i løbende kontakt med den 47-årige vinder, og der har ifølge Thomas Rørsig ikke været den mindste antydning af, at hun har grund til at være bekymret for sin sikkerhed, men man vil gerne være forberedt.
»Det er udelukkende et spørgsmål om, hvordan omgivelserne vil se på, at man er blevet 315 millioner kroner rigere, og indtil nu har reaktionerne været meget positive. Men vi er opmærksomme på, at det for de fleste mennesker er helt usædvanligt at have så mange penge til rådighed, så hvis hun på nogen måde får behov for beskyttelse eller føler sig utryg, så er vi selvfølgelig klar til at hjælpe hende med at finde et sikkerhedsfirma,« siger Thomas Rørsig.
Tidligere vindere: Hold det hemmeligt
I 2010 lavede Danske Spil en millionærundersøgelse, hvor 106 lottomillionærer blev spurgt om, hvad de har brugt pengene til, og hvad de ville gøre om, hvis de kunne spole tiden tilbage. Af de 19 procent, der ville gøre noget om, ville 40 procent ønske, at de havde holdt deres nye millionærstatus mere hemmelig.
På samme måde sagde 27 procent af lottomillionærerne, at hvis de skulle give et godt råd til nye vindere, så ville de sige, at de nøje skal overveje, hvem de fortæller nyheden til.
Ifølge Thomas Rørsig var det heller ikke planlagt, at den 47-årige lottovinder skulle stå frem, men til gengæld helt tilfældigt, at hun dukkede op i Kvickly for at hente sin gevinst. Og indtil Danske Spil har snakket med PET om sikkerhedssituationen, er Thomas Rørsig mest optaget af, at lottovinderen skal nyde sin nye millionærtitel:
»Lige nu er min overordnede bekymring, om vinderen bliver skræmt af snakken om, at hun skal frygte for sin sikkerhed. Det ville være lidt trist, hvis glæden over at vinde 315 millioner skal blive ødelagt af en sikkerhedsskræk.«
