Stod det til foreningen Danske Skoleelever var det ikke frivillige bedsteforældre og gymnasieelever, der tog sig af lektiehjælpen på skolernes lektiecaféer rundt om i landet. Sådan lyder det fra formand Miranda Wernay Daggson efter Berlingske lørdag kunne berette, at flere skoler søger om frivillig hjælp udefra til at passe deres lektiecaféer.

»Lærerne er jo med til at sikr,e at det faglige niveau er i orden. De er med til at sikre, at deres klasse når derhen, hvor de skal. Det har bedsteforældre jo ikke rigtig kompetencer til. Man kan ikke bare erstatte lærerne,« siger Miranda Wernay Daggson.

Hun mener, at man bør prioritere ressourcerne anderledes, så man kan sikre det faglige niveau på lektiecaféerne:

»Man bliver nødt til at tage lektiecaféen seriøst. Det er en ligeså stor del af reformen som et fag som "bevægelse" og som engelsk fra 1. klasse, og jeg har da svært ved at forestille mig, at for eksempel engelsk fra 1. klasse ville være noget, man ville overlade til en frivillig. Så man må prioritere ressourcerne anderledes og tage lektiecaféen ligeså seriøst som alle andre af reformens elementer.«

Danske Skoleelever: Gør noget nu

Det er i dag frivilligt for folkeskoleeleverne, om de vil gå i lektiecafé, men fra næste folketingsvalg bliver lektiecaféerne obligatoriske. Men hos Danske Skoleelever mener man ikke, at man kan vente til næste folketingsvalg med at løse problemet:

»Jeg synes jo egentlig, at det er vigtigt at gøre noget ved det, allerede inden det bliver obligatorisk. Man skal jo også tage lektiecaféen alvorligt nu, selvom den ikke er obligatorisk for eleverne at deltage i. Og så bliver det selvfølgelig bare ekstravigtigt, når den bliver obligatorisk,« siger Miranda Wernay Daggson.

Hun udelukker imidlertid ikke, at den frivillige arbejdskraft ikke kan bruges i andre sammenhænge i skoletiden:

»Hvis det handler om sådan noget som "åben skole", hvor man hyrer en fyr fra et museum ind eller en marinebiolog, hvis man har biologi, så giver det god mening at bruge frivillige. Men vi mener ikke, at frivillige bedsteforældre kan erstatte lærerne, og jeg synes, at det er utroligt vigtigt, at det ikke bliver sådan, fordi lærerne jo netop er dem, der kan give den faglige fordybelse,« siger hun.