Briter og turister i hjertet af London får snart store, saftige danske bøffer på gaflen.

Til november tager restaurant kæden springet og starter sin første restaurant i udlandet, og kæden gør det med manér. Det bliver nemlig en ordentlig en af slagsen med 350 pladser og 120 ansatte i Quadrant 3-bygning, der tidligere husede hotellet Regent's Palace, skriver Jyllands-Posten.

"Det her er første og meget store skridt i en international strategi for Mash," siger Mash-ejer Jesper Boelskifte til Jyllands-Posten.

"Det har været meget svært, og vi har været oppe mod 25 andre bydere. Vi har været igennem en meget lang due diligence og stod til sidst mod en stor udenlandsk byder, men det blev os på grund af vores forretning, koncept, kvalitet og ledelsen bag. Folkene bag os ser os som et stærkt brand og forretning og er rejst til København og har undersøgt vores forretning til bunds," siger han til Jyllands-Posten.

Danskere åbner i Tokyo, Adelaide og Oslo

Jesper Boelskifte fortæller desuden, at Mash søger efter flere lokaler i udlandet uden dog at sige hvor. Mash bliver den seneste danske kæde i en længere række af restauranter, der i de seneste år har søgt uden for rigets grænser. Siden 2010 er kæder som Jensens Bøfhus, Sticks'n'Sushi, Kiin Kiin, Joe & The Juice og A Hereford Beefstouw åbnet i udlandet. Ikke bare tæt på landets grænser som Oslo og Stockholm, men også mere eksotiske steder, som The Royal Café, der åbnede i Tokyo i 2010 og A Hereford Beefstouws restaurant i Adelaide i Australien.

Adm. direktør i brancheforeningen Horesta glæder sig over eksportlysten hos de danske restauranter.

"Man skal starte helt forfra og under andre regler, så det er et stort skridt, men i Danmark er vi kun 5 mio., og det sætter sine naturlige begrænsninger. Det er et spørgsmål om at prøve kræfter med større markeder og større kritisk masse," siger hun til Jyllands-Posten.