Selv om knap hver tredje bolig på Samsø er ubeboet, er det ikke noget, der holder øens borgmester vågen om natten.
»Jeg synes ikke, at tomme huse i sig selv er noget problem. Det er et problem, at øen affolkes, og selvfølgelig har de to ting noget med hinanden at gøre,« siger Marcel Meijer (S).
En ny opgørelse fra Danmarks Statistik placerer Samsø helt i top - sammen med Læsø - på listen over kommuner, der procentvis har flest boliger uden tilmeldte beboere. På de to øer var knap hver tredje bolig ubeboet pr. 1. januar 2014.
På Langeland og Ærø drejede det sig om hver fjerde, mens landfaste udkantskommuner som Tønder og Lolland er også præget af tomme boliger.
Omvendt ser det ud i hovedstadsområdet, hvor kun to-tre procent af boligerne er ubeboede i de fleste kommuner.
At et hus ikke har nogen beboere tilmeldt, er ikke ensbetydende med, at det står gabende tomt. I nogle tilfælde kan ejendommen bruges som fritidsbolig. Netop derfor mener Marcel Meijer ikke, at Samsø er så hårdt ramt.
»På Samsø har der været tradition for, at en del folk udefra har købt hus og sat det i stand som sommerhus. Så de huse, vi har, er i rimelig god stand, så vi oplever ikke de samme faldefærdige landsbyer, som man gør andre steder i landet,« siger borgmesteren og fortæller, at de seneste års finanskrise har fået færre til at købe bolig på Samsø.
På landsplan var der 1. januar 2014 163.436 boliger uden tilmeldte beboere, hvilket er 3.895 færre end 1. januar 2010. 48.500 af boligerne har været ubeboet i hele perioden.