Danske IT-iværksættere kan godt. Faktisk rigtigt godt.

To af tre topplaceringer - heriblandt førstepladsen - gik til Danmark, da EuroCloud Nordic Awards blev uddelt i Stockholm i denne uge til opstartsvirksomheder, som gør noget ved at dyrke netbaseret software og nettjenester, af fagfolk benævnt »software as a service« og »cloud computing«.

Den danske opstartsvirksomhed Canvasdropr tog førstepladsen med et visuelt samarbejdsværktøj, der er en slags visuel udgave af netlageret Dropbox men med samarbejdsmuligheder som i Google Dokumenter. Det virker på tværs af teknologiske platforme, herunder på mobiltelefoner. Canvasdropr er startet for mindre end et år siden og vandt derfor netop i kategorien opstartsvirksomheder.

En anden dansk virksomhed, Spiir, placerede sig også på sejrsskamlen. Spiir er en gratis onlinetjeneste med fokus på at gøre privatøkonomi nem og sjov ved at samle alt fra banker, forsikring, pension, kvitteringer, forbrug og kontanter på ét sted og vise forbruget grafisk ud fra oplysningerne fra netbanken. Spiir s bagmænd tæller blandt andre tidligere koncernchef for Oticon Lars Kolind og tidligere udviklingschef hos eBay, Rune Mai.