Danske fly har smidt 39 bomber mod IS
De danske F-16-fly har nu været på 41 missioner i Irak, oplyser Forsvaret.
De danske F-16-fly har nu været på 41 missioner i Irak, oplyser Forsvaret.
Forsvaret oplyser, at de danske F-16-fly, der bekæmper Islamisk Stat (IS) i Irak, foreløbigt har bidraget med 41 missioner og 39 bomber i området.
De danske fly, der er udsendt som bidrag til Operation Inherent Resolve, har således siden 26. oktober, hvor Forsvaret gav sin seneste update, været på 14 missioner i det centrale og nordlige Irak.
»Missionerne, som de danske fly har deltaget i, har været offensive. Det har i den forgangne periode udelukkende drejet sig om Close Air Support-missioner, hvor flyene er indsat som luftstøtte til styrker på landjorden. Luftstøtten kan bestå af flere forskellige opgaver, afhængig af hvad der er behov for,« skriver Forsvaret:
Som en del af støtteopgaverne overvåger flyene for eksempel bygninger, personer eller køretøjer med det formål at bidrage til koalitionens samlede efterretningsbillede. De danske fly har også overvåget også kamphandlinger, hvor de så samtidig har været klar til at støtte med bomber, hvis det var nødvendigt.
Under de sidste 14 missioner har de danske F-16-fly smidt to bomber »mod fjendtlige styrker og køretøjer«.
Danmark bidrager med syv F-16-Fly og 140 mand i operationen, efter et flertal i Folketinget 2. oktober besluttede, at Danmark skal gå ind i kampen mod Islamisk Stat.