Danske Banks modelfamilie med to voksne, to børn, parcelhus og en bil, får reelt 460 kroner mere om måneden i 2013 end den havde i 2012.
Skattelettelser på vej
Ifølge Danske Banks privatøkonom, Las Olsen skyldes fremgangen især, at der til næste år er skattelettelser på vej til folk i arbejde i form af et større beskæftigelsesfradrag og en højere topskattegrænse.
"For vores modelfamilie, hvor den ene af de voksne betaler topskat, giver det en besparelse på 726 kroner om måneden. I forhold til 2012 hjælper det også, at vi ikke regner med nye prisstigninger på energi som dem, vi så i begyndelsen af i år. Og modsat 2012 er der heller ikke planer om store nye afgiftsforhøjelser," skriver Las Olsen i sin analyse.
Tværtimod så betyder alene det, at fedtskatten er blevet afskaffet, en besparelse for modelfamilien på 150 kroner om måneden.
"Men til gengæld er prisen, at bundskatten stiger, og bundfradraget sættes ned, hvilket koster familien næsten præcis de 150 kroner. Desuden er der stadig effekten af genopretningsplanen, der blev vedtaget i 2010, og som øger familiens skat med knap 150 kroner om måneden," skriver Danske Bank-økonomen.
Stadig usikkerhed for danske familier
Han er dog mere betænkelig ved, om det højere rådighedsbeløb også resulterer i, at danske familier kaster sig ud i en forbrugsfest. Der er nemlig stadig en lang række usikkerhedsmomenter.
"Om familien så faktisk føler sig rigere, er et andet spørgsmål. Deres hus er faldet næsten 400.000 kroner i værdi siden 2007, og der er ikke udsigt til, at det bliver mere værd i 2013. Beskæftigelsen kommer stadig til at være faldende i 2013, så jobsikkerheden vil stadig ikke være for god," skriver han og fortsætter:
"Formentlig kommer deres forbrug til at stige lidt, når der står lidt mere på kontoen hver måned, men at de for alvor skulle begynde at prioritere forbrug højere end opsparing igen, regner vi ikke med," skriver Las Olsen.
Bedre udsigter for 2014
Han regner til gengæld med, at samfundsøkonomien får det bedre i 2014, hvor han spår, at lønvæksten igen kommer op omkring samme niveau som inflationen, hvilket betyder at reallønnen kan bevares.
"Med prisstigninger på cirka samme niveau som lønvæksten bliver det op til skatten at afgøre, om det alt i alt går lidt frem eller lidt tilbage for familien. Og det er allerede vedtaget, at der kommer yderligere en forhøjelse af jobfradraget og en stigning i topskattegrænsen, som vil betyde, at vores modelfamilie helt slipper for topskat," skriver Las Olsen.
"Alt i alt er der udsigt til lidt lavere skat og dermed en reel fremgang for modelfamilien, men forventningerne til løn og inflation kan nemt forskubbe sig lidt i den ene eller anden retning, og dermed også forskubbe balancen mellem, om det bliver til frem- eller tilbagegang," skriver han.