Sådan lyder det fra Tonny Thierry Andersen, der fredag er blevet udpeget som manden, der skal stå i spidsen for Danske Banks nyoprettede Wealth Management-enhed, hvor flere end 800.000 kunder og mere end 900 mia. kr. indgår.
- Det er for tidligt at sætte konkrete mål, men vi skal være i stand til at vokse mere end markedet og være størst i Norden, siger Tonny Thierry Andersen.
- Vi er en relativ lille spiller i Sverige, Norge og til dels Finland, så her vil væksten nok være relativ større end i Danmark, hvor vi sidder på omkring 30 pct. af markedet, siger Tonny Thierry Andersen.
CHEF MED MANGE ÅR I BANKEN
Tonny Thierry Andersen har været i Danske Bank-koncernen siden 1999 og har senest været chef for bankens personal banking-enhed, hvilket han har været siden 2012. Tidligere har han også været finansdirektør i banken. I november blev han udpeget som ansvarlig for at sætte rammerne for den nye enhed.
- Det har været vigtigt for mig, at man ikke laver en skrivebordsøvelse, når man laver en ny organisation, så jeg brugte de første 30-40 dage til at interviewe medarbejderne, hvor jeg startede med Thomas Borgen (Danske Banks topchef, red.), så vi kunne finde ud af, hvor der var muligheder, og hvor det gik godt, siger han.
- Nu er der sat navn på chefen, og så accelererer vi yderligere herfra, proklamerer Tonny Thierry Andersen.
Det er helt konkret divisionerne Danske Capital, Danica Pension og dele af Danske Banks private banking-aktiviteter, der kommer ind i den nye Wealth Management-enhed.
Enheden vil fungere som en selvstændig enhed fra og med første kvartalsregnskab for 2016 i Danske Bank.