Danske Morten Soubak førte de brasilianske håndbolddamer til en flot VM-sejr over Serbien.

25-23 vandt sydamerikanerne over de serbiske værter, der dermed er hårdt presset, inden Danmark venter onsdag aften.

Morten Soubak har været landstræner for de brasilianske kvinder siden 2007 og har fået skabt et stærkt mandskab, som kan skabe problemer for de fleste hold.

I den næsten udsolgte arena i byen Nis spillede brasilianerne sig til en pauseføring på 14-11.

Serberne blev dog ved med at bide fra sig og ni minutter før tid formåede serberne faktisk at udligne. Håbet levede for værterne.

Brasilianerne bevarede dog roen - ikke mindst takket være en timeout foretaget af Morten Soubak - hvilket i sidste ende blev belønnet med en sejr på to mål.

Dermed venter der uden tvivl de danske piger et revanchelystent serbisk mandskab onsdag aften.