Svømmelandstræner Paulus Wildeboer kan se tilbage på sit sidste mesterskab i spidsen for Danmark med stor succes. Hele ti gange kom en dansker på podiet ved det netop overståede kortbane-VM i Istanbul.
Det har bogstavelig talt været nogle forgyldte dage for dansk svømning. Udover fem bronze- og to sølvmedaljer kunne svømmere med dansk pas hænge guld om halsen efter tre discipliner. En af disse kom i hus i aftes, da Rikke Møller Pedersen i favoritdisciplinen 200 meter bryst tog en overlegen sejr, hvor hun var næsten ét sekund hurtigere end amerikanske Laura Sogar.
»Jeg var sikker på, at jeg kunne give den alt, og det gjorde jeg,« sagde Rikke Møller Pedersen til TV2 Sport.
Den danske svømmer var tydelig rørt, da hun i samme åndedrag uddelte roser til Paulus Wildeboer.
»Jeg vil først og fremmest dele den med min træner. Jeg er så glad for, at det lykkedes her i hans sidste mesterskab med os.«
Ottesen var ikke i form
Jeanette Ottesen Gray var en del af kvartetten, der fredag vandt guld i 4 x 100 meter holdmedley. Men i de individuelle konkurrencer formåede danskeren ikke at svømme sig til en sejr. Og det skyldes én helt basal ting, kunne hun afslører i aftes, efter hun havde svømmet sig ind på tredjepladsen i 50 meter fri.
»Jeg er hurtig på de første 25 meter på grund af min start, men man skal være i form for at vinde, tror jeg,« sagde Jeanette Ottesen Gray, der samtidig langt fra ærgrede sig over resultaterne fra hendes side.
»Ærgrelse, nej. Det er et valg, jeg har taget efter OL. Men det er flot, at jeg kan være med i toppen, selvom jeg ikke er i form. Det bliver rigtig sjovt, når jeg kommer i form.«
Guld i maratondistance
De danske svømmekvinder var helt suveræne i deres færden i det tyrkiske klorbassin, mens Mads Glæsner var eneste mandlige svømmer, der tog medaljer. Han bidrog til den samlede succes med to medaljer i form af en bronze i 400 meter fri samt en flot guldmedaljer i disciplinen 1500 meter fri - hvor han samtidig rundede den dansk deltagelse af på fornemmeste vis.