Det første danske hold sundhedspersonale er vendt hjem til Danmark efter seks ugers kamp mod ebola i vestafrikanske Sierra Leone, oplyser Forsvarsministeriet.
Det 20 mand store hold har haft en samlet ansættelsesperiode på 12 uger, heraf tre ugers forberedelser i Danmark og Storbritannien, seks ugers indsats i Sierra Leone og en tre ugers observationsperiode efter hjemkomsten.
Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) takker det danske sundhedspersonale for at forlade den trygge hverdag for at hjælpe udsatte mennesker i det hårdt plagede afrikanske land.
»Det har ikke været nogen nem opgave at bekæmpe ebola i beskyttelsesdragter i stegende hede, men holdet har været godt forberedt, og de er gået til opgaven med en helt utrolig faglighed, dedikation og engagement,« Nicolai Wammen i en pressemeddelelse.
»De har ydet en fantastisk indsats, og de har valgt at sætte deres egen hverdag og det trygge liv her i Danmark til side for at tage ned og hjælpe mennesker i nød. Det skal de have den største respekt og anerkendelse for,« siger ministeren.
Det danske sundhedsbidrag i Sierra Leone fortsætter for fuld kraft, og opgaverne med ebola-bekæmpelse er allerede blevet overdraget til hold to, der består af 25 sundhedsfaglige personer.
De ankom til Sierra Leone i slutningen af januar og har haft en uge i lejren i Port Loko sammen med det første hold, som har givet faklen videre.
Der skal også udsendes et hold tre til Sierra Leone, og rekrutteringen er gang. Det er Sundhedsministeriet og Danske Regioner, der står for rekrutteringen, mens Forsvarets Sundhedstjeneste står for uddannelse og træning.