Noget af det mest originale og medrivende, men også problematiske, videnskabsfjernsyn, man kan forestille sig, ruller i denne tid hen over DR2.

Mini-dokumentarserien hedder »DNA detektiven«, og den skildrer i tre timelange afsnit, hvordan Eske Willerslev, den internationalt fremtrædende danske professor og ekspert i forhistorisk DNA, når frem til en række af sine største opdagelser.

Nu er Eske Willerslev ikke ligefrem den danske forsker, der har mest brug for medieomtale. Han vælter sig i den i en sådan grad, at mange andre og i nogle tilfælde lige så dygtige danske videnskabsfolk må være grønne af misundelse. Han er i radioen, han er i talkshows, han holder foredrag, han er portrætteret i en aktuel og ganske underholdende bestseller, og hvert eneste af hans forskningsresultater får fyldig omtale i både danske og internationale medier.

Opmærksomheden skyldes ikke udelukkende, at der vitterligt er tale om afgørende forskningsresultater, som i vid udstrækning afslører hemmeligheder om menneskets udvandring fra Afrika og erobring af den ganske klode. Den skyldes også, at den 43-årige professor er en udtalt åben, modig og interessant personlighed. Samt at han ikke lægger skjul på sin egen ærgerrighed og ambitioner.

Det sidste står klart allerede i begyndelsen af det første afsnit med undertitlen »Drømmetidens rejse« om forsøget på at fastslå de australske aborigineres oprindelse.

Her slår han fast, at der er to årsager til, at man bliver videnskabsmand. Den ene er driften mod at forstå og beskrive verden. Den anden er din personlige drift og karrieredrømme. For hvis man kan publicere i verdens bedste videnskabelige tidsskrifter – som Willerslev typisk gør – så står verden åben. Det er de færreste videnskabsfolk, der er så ærlige omkring denne dobbeltsidede drivkraft. Hvilket bliver endnu mere tydeligt, da det i løbet af programmet bliver oplyst, at en konkurrerende tysk-amerikansk forskningsgruppe er i færd med en tilsvarende såkaldt sekventering af aboriginer-DNA.

Willerslev råber »Fuck!«, bliver desperat og får i hast overført en million forsknings-kroner til nyt sekventeringsudstyr og lignende, så hans egen københavnske forskningsgruppe med Willerslevs egne ord kan »tæske derudaf med sekventering« og dermed fortsat have en chance for at komme først med nyheden om aboriginernes oprindelse.

Miniserien, der er skabt af den debuterende instruktør Linus Mørk, er forbilledlig flot fortalt. Vi følger den unge professor fra kontoret og laboratorierne i København over besøg på en kranie- og skeletsamling på Londons naturhistoriske museum og videre til hotelværelser i New York og ud til aboriginerne i Western Australia og indianerne i Nordamerika.

Undervejs krænger Willerslev sin tvivl og desperation ud i intime nærbilleder, hvorefter der dynamisk klippes til amerikanske eller australske panoramaer eller små animerede film. Det problematiske opstår imidlertid, fordi vi aldrig ved, hvad der er virkelighed, og hvad der er iscenesat virkelighed. Talrige scener er rekonstruktioner af virkelige begivenheder, herunder angiveligt Willerslevs afgørende møde med et aboriginerråd, der skal beslutte, om den danske professor kan få lov at publicere sit forskningsresultat.

Eske Willerslev optræder med andre ord ikke bare som forsker. Han er også en skuespiller, der spiller sig selv. Hvilket han gør så overbevisende, at man som seer har overordentlig svært ved at skelne mellem virkelighed og iscenesættelse. Det samme gælder i øvrigt en række af seriens øvrige medvirkende, herunder adskillige af professorens kolleger.

Man kan sagtens argumentere for, at det er originalt tænkt og stærkt medvirkende til at skabe seriens medrivende dramaturgi. Men man kan også argumentere for, at man stikker blår i øjnene på seerne, fordi vi ikke ved, hvad der er hvad. På tilsvarende vis kan man sætte spørgsmålstegn ved, om det virkelig er en forskers opgave on and off at bruge op mod fire år på formidle sin egen forskning i en TV-dokumentar, hvor man rejser verden rundt for at spille sig selv.

Er det spild af professorens dyrebare forskertid, eller er det velbegrundet ud fra en tankegang om, at det er vigtigt at formidle sin forskning?

Spørgsmålet bliver endnu mere presserende i andet afsnit, der blev vist i søndags, og hvor vi følger Willerslev på en vitterligt stærkt besynderlig forskningsopgave. Her har han på baggrund af en henvendelse fra en pseudovidenskabsmand accepteret at lave en DNA-test af en påstået alien.

Trods kollegers kraftige advarsler giver han sig i kast med opgaven og springer tilmed køen til DNA-sekventering over for at få et hurtigt svar, der (naturligvis) viser sig at være negativt: Der er ikke noget ukendt og dermed potentielt alien-agtigt i den oldgamle knoglerest af en sumerisk dronning.

Undervejs følger vi endda professoren på alienjagt i New Mexico, mens vi føres ind i en mærkværdig forestillingsverden om alienbortførelser og en intelligent, overlegen civilisation fra rummet, der i fortiden skulle have skabt mennesker som en slags genetiske kopier. Her spiller Willerslev ikke bare Willerslev i en form for fiktion om fiktion, men er på kanten af at sætte sit renommé som seriøs forsker overstyr.

Det er imidlertidt modigt af ham af lade os få dette indblik i hans tanker og overvejelser. Og som TV er det sindssygt underholdende.

Endvidere kan man argumentere for, at den ukuelige Willerslev trods en forbløffende åbenhed over for de fantastiske alienhistorier egentlig bare laver det, han skal som forsker, nemlig at undersøge en hypotese, der så viser sig at være falsk.

Men se endelig med søndag kl. 21, hvor DR2 viser sidste afsnit af Linus Mørks originale serie. I øvrigt kan man passende varme videnskabsgenet op samme aften fra kl. 20 på søsterkanalen DR3, hvor det tiende af 13. afsnit af den flotte amerikanske videnskabsdokumentar »Kosmos« ruller over skærmen med astrofysikeren Neil deGrasse Tyson som kyndig og overmåde pædagogisk guide i verdensrummet.