Det danske medaljehåb Anne-Marie Rindom fik fredag en fin start på VM i Aarhus.

Det blev til en tredje- og en fjerdeplads i de to første sejladser i Laser Radial for den 27-årige dansker, der for tre år siden vandt VM-titlen.

Sammenlagt er Rindom placeret på en femteplads med syv point lige bag den regerende verdensmester, hollænderen Marit Bouwmeester, med fem point på fjerdepladsen.

Amerikaneren Paige Railey og Vasileia Karachaliou fra Grækenland topper stillingen med hver en første- og en andenplads. De har hver tre point efter de to første sejladser i vandet ud for Aarhus.

I sejlsport gælder det om at optjene så få point som muligt. En førsteplads udløser et point, en andenplads to og så fremdeles.

Til VM må sejlerne i sidste ende fratrække deres dårligste sejlads fra det samlede regnskab, og når man gør det, så dumper Anne-Marie Rindom ned på syvendepladsen.

De øvrige danske deltagere i Laser Radial er længere tilbage i feltet.

/ritzau/