Da Kunstforeningen Gl. Strand for to år siden åbnede Mario Testino-udstillingen »No Limits« var den dengang 61-årige fotograf, kendt fra de glittede blade for sine glamourøse billeder af de kongelige og kendte det helt store trækplaster. Men den omtale Testino forleden fik i The New York Times, og som falder midt under herrernes modeuger, ville han nok helst være foruden. Den peruvianske fotograf blev pludselig degraderet til en lummer og nærgående mand, som i årevis har forsøgt at forføre sine mandlige modeller.

En anden stor stjerne, amerikaneren Bruce Weber, fik samme tur med grovfilen af tidligere samarbejdspartnere, som nu er trådt frem, ansporet af #MeToo-bølgen. Fotograferne skaber nemlig ikke kun billeder, der oser af sex og frivolitet - de skaber også situationer, hvor grænserne mellem fantasi og virkelighed nogle gange viskes ud.