Artiklen er korrigeret. Tidligere fremgik det, at medarbejderne i Linak også havde udsigt til at få ejerskab i virksomheden. Det er der dog ikke tilfældet.
___________________________
Erhvervsmanden og ejer af Als-milliardforretningen Linak, Bent Jensen, leger med tanken om at lade sine medarbejdere få indflydelse på forretningen, når han og hustruen ikke lever mere.
I forbindelse med et generationsskifte har han delt ejerskabet af Linak i tre. To dele bliver kontrolleret af hans to døtre - den sidste tredjedel af ham selv og hustruen. Bent Jensen planlægger at lade den sidste tredjedel overgå til en fond, når han og hustruen er døde, og den fond overvejer han at lade bestyre af blandt andet medarbejderne i Linak.
Baggrunden er, at Bent Jensen vil sørge for, at virksomheden kommer til at leve videre på egen hånd. Projektet er stadig kun på tegnebrættet, og derfor er der ikke klarhed over fondens endelige formål. En ting er dog sikker - den skal være med til at understøtte virksomhedens fortsatte drift og lokale forankring, forklarer 61-årige Bent Jensen til Berlingske Business.
»Mit ønske er at sikre virksomheden bedst. Det er her, at fonden kommer ind, og her er det kun fair, at medarbejderne også kommer ind over. Der skal naturligvis også være andre til at styre fonden,« siger han.
På trods af at Linak givetvis kunne afhændes til en opkøbssulten kapitalfond eller lignende, har Bent Jensen altså valgt at gå en anden vej, når det kommer til fremtiden.
Linak har hovedsæde på Als og producerer aktuatorer, der er elektriske systemer til bl.a. hæve-sænke borde og hospitalssenge. Linak har 900 ansatte alene i Danmark og 1.600 på verdensplan. Virksomheden havde ifølge Fagbladet 3F sidste år en omsætning på 2,2 milliarder kroner og et overskud på 272 millioner kroner.
