Grønland er mere hot end nogen sinde før – i bogstavelig forstand såvel som i politisk forstand. Klimaforandringerne får isen til at smelte, og under den tykke grønlandske is gemmer sig uanede mængder af råstoffer, som bare venter på at blive gravet op. Men som alle andre medaljer, har også denne en bagside. Som verdens stormagter retter deres opmærksomhed mod den grønlandske undergrund tvinges Rigsfællesskabet ind i en ny rolle, hvor Grønland, Danmark og Rigsfællesskabet skal balancere på en knivsæg internt såvel som eksternt. Rigsfællesskabet som helhed skal rustes til de nye udfordringer – en opgave man indtil nu har skubbet foran sig.

Rigsfællesskabet er ikke en ny ting, men har en lang historie bag sig. Det er ej heller nyt, at verdens stormagter retter deres opmærksomhed mod verdens største ø, hvis placering i toppen af Atlanterhavet mellem Nordamerika og Asiens baghaver giver stor geopolitisk værdi. Hvad der er nyt, er rollefordelingen mellem Danmark og Grønland, hvor Grønland har fået muligheden for at sige farvel og tak til Danmark, hvis man vil. Debatten i Folketinget såvel som i Inatsisartut viser, at Rigsfællesskabet har meget at lære, før det kan agere i den ny rollefordeling. Ikke nok med, at grønlænderne skal blive enige med sig selv om, hvor de gerne vil bevæge sig hen. Danskerne skal også blive enige med sig selv om, hvor de gerne vil bevæge sig hen. Herefter skal Grønland og Danmark opnå enighed, så man kan optræde som samlet fællesskab over for eksterne aktører.

Grønland, Danmark og Rigsfællesskabet har meget at vinde og alt at tabe i det kommende grønlandske mineeventyr. Formår vi at stå samlet om de mange nye muligheder og udfordringer, vil ikke kun Grønland, men også Danmark få glæde af mineeventyret og andre ressourcer i området.

Bliver vi splittet, risikerer Grønland om få år, at befinde sig i en situation, hvor dets formelle økonomiske afhængighed af Danmark er forvandlet til en uformel økonomisk afhængighed af et internationalt selskab. For end ikke at tale om, hvordan Grønland og Danmark uden for Rigsfællesskabet skal kunne håndtere stormagternes pres. Mineeventyret kan ende som et mareridt – ikke kun for Grønland, der vil være afhængig af en forurenende industri. Men også for Danmark, som mister sit muligvis vigtigste kort i det globale geopolitiske spil.

Grønland fik selvstyre i 2009. Overdragelsen fandt sted i Nuuk, hvor dronningen i dagens anledning havde iklædt sig den grønlandske nationaldragt, og hvor den daværende stasminister, også i nationaldragt, hylde friheden, ansvaret og fællesskabet. Men under den fint polerede overflade og nationaldragternes klare farver, gemmer sig en række udfordringer, som Selvstyreloven skubbede foran sig.

I Nuuk taler flere om Selvstyrelovens § 10, som »Danmarks åbne dør« til Grønlands råstoffer. § 10 siger, at når Danmarks bloktilskud til Grønland er reduceret til nul, det vil sige når Grønlands råstofindtægter overstiger syv milliarder om året, skal aftalen genforhandles. § 10 efterlader dermed en potentiel konflikt mellem Danmark og Grønland, for kan Danmark modstå fristelsen, og opgive alle indtægter for de råstoffer, man overdrog til Grønland i 2009?

Selvstyrelovens § 19 regulerer tvivlsspørgsmål mellem Danmark og Grønland. Bliver Danmark og Grønland så uenige om en tvist, at parterne ikke kan nå til enighed, skal tvisten forelægges for et nævn, der består af to repræsentanter for henholdsvis den danske og den grønlandske regering. Derudover sidder tre højesteretsdommere i nævnet. Opstår der en tvist mellem Grønland og Danmark vedrørende et udenrigspolitisk spørgsmål, som eksempelvis eksport af uran, skal tvisten for nævnet. Kan politikerne ikke blive enige, afgøres sagen af højesteretsdommerne. Dermed afgives kompetencen over udenrigs- og sikkerhedspolitikken de facto fra den lovgivende til den dømmende magt.

Det vil dog stride imod Grundlovens § 19, der klar siger, at mellemstatslige anliggender ordnes af kongen, hvilket i dagens Danmark betyder regeringen. Dermed vil Rigsfællesskabet være handlingslammet. Selvstyrelovens nye rammer for Rigsfællesskabet betyder, at der er skabt en aktør, der af omverdenen anses som ét samlet fællesskab, men som Rigsfællesskabet selv anser for to selvstændige enheder samlet i ét fællesskab.

Der er altså tale om et komplekst samspil af interesser og aktører, som overlapper hinanden. Danmark handler som én aktør i form af Rigsfællesskabet. Danmark handler også som en selvstændig aktør i forhold til omverdenen. Danmark er en selvstændig aktør i forhold til Grønland. Og endelig er Danmark en aktør i forhold til de indenrigspolitiske interesser. Alt dette kan gentages for Grønland.

Alt efter hvilken rolle Danmark og Grønland indtager, vil der være forskellige interesser på spil. Råstofpolitikken i Grønland befinder sig i en gråzone mellem ren råstofpolitik, som eksempelvis Isua-jernminen, og udenrigspolitik i form af potentiel eksport af sjældne jordarter og uran fra Kvanefjeld. Derfor bliver råstofspørgsmålet uhyre vanskeligt at afklare.

Hvem skal der tages hensyn til, og hvad er vores mål? Er målet at skrabe nogle penge sammen til den slunkne statskasse, er målet at fastholde Rigsfællesskabet, er målet at skabe gode relationer til den opstigende magt, Kina, eller er målet at styrke forholdet til vores gamle venner i USA?

Grundlæggende er det vigtigt at slå fast, at Grønland har selvstyre, og det betyder, at Grønland alene bestemmer på en hel række områder. Der er dog områder som overlapper. Blandt andet sagen om de kinesiske arbejdere og debatten om sjældne jordarter. Udenrigsministeren bekræftede i et åbent samråd med Folketingets Udenrigsudvalg, at Danmark er folkeretssubjekt for hele Rigsfællesskabet. Det betyder, at det er Udenrigsministeriets vurdering, at Danmark er udenrigs- og sikkerhedspolitisk ansvarlig for Grønlands handlinger.

Det skaber balladen for Danmark. Grønland ser råstoffer, herunder sjældne jordarter, som en kommerciel vare, der skal handles på kommercielle vilkår. USA og EU er meget interesserede i at bryde det kinesiske monopol på sjældne jordarter, da de indgår som strategisk råstof i våbenindustrien. For USA og EU er sjældne jordarter ikke en kommerciel vare, men et strategisk råstof. Danmark har et politisk bredt ønske om at bevare Rigsfællesskabet. Hvis Danmark vil imødekomme sine allieredes ønske om at bryde det kinesiske monopol med begrundelse i det sikkerhedspolitiske aspekt, er der hjemmel til at gøre det. Det vil imidlertid være at træde grønlænderne gevaldigt over tæerne og sætte Rigsfællesskabet i spil.

Det er årsagen til at statsministerens brev til Folketinget om, at regeringen af principielle årsager ikke vil svare på spørgsmål om områder, som Grønland har hjemtaget. På trods af, at udenrigsministeren anser Danmark som folkeretssubjekt for hele Rigsfællesskabet.

Rigsfællesskabet er blevet kompliceret stof. Sagen er for Danmark ikke enkel, og det er Danmarks position heller ikke. Meget afhænger af, hvilken hat Danmark har på – er der tale om Danmark på den indenrigspolitiske scene, eller Danmark i Rigsfællesskabet eller Danmark som international aktør? Der er forskellige og ofte modstridende interesser på spil afhængigt af, ’hvilket’ Danmark man spørger.

Derved er Danmark handlingslammet af en manglende strategisk debat med Grønland og om Grønland.