Kinesiske turister kommer til Danmark, fordi her er gode fortællinger.
»Mange kinesere ønsker at besøge Danmark, fordi de har læst H.C. Andersens eventyr,« siger den kinesiske guide Charlie Sun, der er i færd med at vise en flok kinesiske turister den lille havfrue.
Men alt for mange kinesere fravælger i dag havfruen, Nyhavn og Danmark, fordi de har hørt, at det er vanskeligt at blive godkendt til et visum. Den slags historier er særdeles udbredt, og dem bør Danmark se at få aflivet, mener både rejse- og erhvervsorganisationer.
»Desværre kører der masser af historier om, at det er svært at få visum til Danmark. Vi hører dem i mange lande – eksempelvis i Kina, Indien, Thailand, Rusland, Ukraine og Tyrkiet,« siger Lars Thykier, direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.
»Vi er mange, som forsøger at ændre de fortællinger. For sagsbehandlingstiden er kommet godt ned, og nu er flere forbedringer på vej. Men hvis myterne skal dræbes, så skal der altså sættes nogle penge af til at kommunikere den nye fortælling om et åbent Danmark ud,« siger Lars Thykier.
Imageproblem
Pointen fra Dansk Erhverv er den samme.
»Vi har haft besværlige regler og meget lange sagsbehandlingstider, og det har altså givet Danmark et imageproblem. Nu er situationen markant forbedret, men det har udlandet desværre bare ikke forstået. Så Danmark har reelt et imageproblem, som skal løses, hvis vi for alvor skal have flere udlændinge hertil,« siger Mette Feifer, markedsdirektør i Dansk Erhverv.
Både hun og Lars Thykier noterer med tilfredshed, at regeringen vil skaffe flere turister til Danmark ved at gøre det nemmere for udenlandske rejsebureauer at få lov til at formidle dansk visum. Men de nævner begge, at en imagekampagne er mindst lige så vigtig. I regeringen er handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) enig i, at de nye ændringer skal kommunikeres massivt ud.
»Vi skal alle gøre en stor indsats for at fortælle om, hvor åbent Danmark nu er, men jeg kan ikke nu og her stå og love, at vi kan bruge en masse millioner på det,« siger hun.
Danmarks omdømme som lukket land er opstået, fordi udlændinge blandt andet er blevet mødt af krav om at fremvise vielsesattester og lønsedler fra flere år tilbage, før de kunne få besøgsvisum. Tilmed er mange blevet tvunget til at møde personligt frem på en dansk repræsentation flere hundrede kilometer fra deres bopæl for at aflevere en visumansøgning personligt.