DR har for mange TV-kanaler, for mange underholdningsshows og for lidt public service.
Det er blot noget af den kritik, Dansk Folkeparti retter mod DR, efter finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har varslet et opgør med mediegiganten, som efter hans mening fylder for meget i medielandskabet.
Dansk Folkeparti vil se et slankere DR, som fokuserer på public service-indhold til danskerne.
»Vi forventer, at man efter medieforliget i 2018 vil se DR med færre TV-kanaler. I dag har man seks flow-TV-kanaler. Det mener vi, skal reduceres til tre. Generelt set skal DR have færre sendetimer, og dermed også behov for færre penge. Så ja, vi vil se et slankere DR i fremtiden,« siger medieordfører Morten Marinus (DF).
Claus Hjort Frederiksen siger torsdag til Politiken, at DRs position i medielandskabet er alt for stærk i forhold til andre medier. Han mener, at politikerne skal sikre, at den statsfinansierede medieinstitution ikke kvæler andre medieudbydere og driver monopol på markedet.
Den udmelding bliver taget imod med åbne arme i det største borgerlige parti.
»Vi mener ikke, DR lever fuldt ud op til de public service forpligtelser, de har. DR må godt lave underholdningsprogrammer, men de skal først og fremmest leve op til de ydelser, som står i kontrakten med kulturministeren, inden man satser stort på X Factor.« siger Morten Marinus,
Mogens Jensen (S), medieordfører for Socialdemokraterne, kalder Hjorts angreb på DR for et angreb mod en af grundpillerne i den danske velfærdsmodel, som flere generationer har opbygget.
Men det er noget sludder, lyder det fra Dansk Folkepartis ordfører.
»Hjorts udmelding er ikke et angreb på nogen som helst velfærdsmodel. Hjort går jo ikke ud og siger, at han vil lukke DR eller privatisere det. De skal bare tilbage til at levere public service-forpligtelser, så de ikke konkurrerer med de kommercielle medier på reality-programmer, som de gør i dag,« siger Morten Marinus.
»DR skal levere det, de andre ikke kan levere. De skal overlade underholdningsprogrammer til andre. Dermed vil man stadig se Mogens Jensens velfærdsmodel. Det vil ikke blive DR ikke blive ødelagt af, tværtimod,« siger han.
Det nuværende medieforlig udløber i 2018. Medieforliget bestemmer blandt andet, hvor mange penge DR skal have tilført.