Byråds- og regionrådsmedlem Vivi Jensen er tirsdag blevet ekskluderet fra Dansk Folkeparti. Det skriver flere medier.

Organisationskonsulent Steen Thomsen fra Dansk Folkeparti oplyser ifølge nordjyske.dk, at eksklusionen skyldes, at Vivi Jensen har stævnet en nu forhenværende partifælle fra Hjørring Byråd for injurier og bagvaskelse.

Og partiet kan ifølge Steen Thomsen »ikke acceptere, at interne uenigheder skal ende i retssalene«.

Vivi Jensen mener, at hendes byrådskollega står bag en langvarig chikane.

»Jeg er blevet groft chikaneret siden valget sidste år, og nu vil jeg have mit navn renset. Og jeg har nu beviser for hvem, der står bag chikanen,« siger Vivi Jensen til TV2/Nord.

Hun fortsætter i Hjørring Byråd og som regionrådsmedlem i Nordjylland som løsgænger.

BNB