For at beskytte borgernes privatliv, kræver det europæiske cookie-direktiv og den danske cookie-bekendtgørelse, at et en bruger af et website tydeligt skal acceptere, at sitet gemmer cookies på brugerens pc. Paradoksalt nok kan reglerne betyde, at websites skifter til ny teknologi, der indsamler langt mere information end med cookies - og det endda uden at give brugerne besked. For den alternative løsning er slet ikke omfattet af cookie-bekendtgørelsen, skriver Version2.

Man behøver altså slet ikke cookies, hvis man vil hive informationer hjem om brugerne. Den danske virksomhed Unispeed laver udstyr, som analyserer internettrafik i en rivende fart og giver samme oplysninger som en cookie kan, uden at brugerne ved det eller behøver give samtykke.

Cookie-fornægtere ødelægger statistikker

En cookie er en lille tekstfil, som bliver lagret på din harddisk, når du besøger en hjemmeside. Et slags navneskilt, der gør, at hjemmesiden fremover kan huske dig og dine præferencer samt lave analyser over din færden på nettet. Analyserne bliver typisk brugt til at optimere hjemmesiderne efter brugernes adfærd og til at sende målrettede reklamer i din retning.

Hvis du ikke ønsker at være del i en analyse, kan du nægte at modtage cookies eller slette dem efterfølgende.

Efter stor fokus på overvågning på nettet er der også dukket software op som Ghostery og Do Not Track Plus, som har til formål at blokere cookies fra analyseværktøjer og reklamenetværk. Det er naturligvis et problem for mange hjemmesideejere, hvor analyser om kunderne er guld værd.

Analyser uden cookies eller samtykke

Derfor har Unispeed udviklet produktet Netlogger, som analyserer hjemmesidetrafik og kan identificere brugerne uden at bruge cookies.

Der er nemlig en række oplysninger, man sender til hjemmesiden uanset om man bruger cookies eller ej. Det er for eksempel informationer om ip-adresse, browsertype og operativsystem. De oplysninger sammen med refererende side og eventuelle argumenter som brugeren medsender, gør Netlogger i stand til at bygge en profil op omkring brugeren, og følge færden på hjemmesiden

Metoden kaldes også Deep Packet Inspection, DPI, og bruges blandt meget andet af visse internetudbydere til at spærre for brugernes adgang til bestemte websites samt af politi og efterretningsvæsener i efterforskningsøjemed.

Sådan virker Netlogger

Netlogger arbejder på en kopi af data trafikken enten ved hjælp af en såkaldt lyssplitter eller fra span/mirror porten på en router. En splitter er i princippet et spejl, der hiver en del af det lys som bærer netværkstrafikken ud og ind til serverne gennem lysledere.

To vejs trafikken fra netværket bliver herefter stykket sammen og analyseret på serveren som kan håndtere op til 10 millioner datapakker i sekundet.

På den måde kan den lytte med på trafikken uafhængigt af hvilken serveropsætning, man har. Det har også den fordel, at Netlogger er usynlig for hackere, og det er derfor umuligt for hackerne at slette logfiler for at skjule deres spor.