RETTELSE: I en tidligere version af denne artikel har vi skrevet, at der er tale om den største danske serie-A investering i 10 år. Det er ikke korrekt, og den sætning er nu fjernet fra artiklen. Berlingske beklager fejlen.

På sjette sal med udsigt ud over Kødbyen i hjertet af Vesterbro i København er stemningen i top for de ansatte i en ung virksomhed.

Det er den blot tre år gamle fintech-virksomhed Pleo, der netop har skaffet over 100 millioner danske kroner i en investeringsrunde med den svenske milliardfond Kinnevik som hovedinvestor.

»Vores ambitioner er meget store. Lige nu handler det om Europa, og når vi tager hul på næste investeringsfase om halvandet år, bliver det et nyt kontinent,« siger Jeppe Rindom, der er direktør og har stiftet selskabet sammen med Niccolo Perra.

I en dansk sammenhæng er det en usædvanlig stor investering, som en så ung virksomhed får. Der er tale om en såkaldt serie A-investering, som normalt går til unge virksomheder i opbygningsfasen. Det er et vidnesbyrd om, at fremadstormende fintech-virksomheder står i høj kurs i disse år.

En ny rapport fra Oxford Research tegner således et klart billede af, at den danske fintech-branche har vokseværk. I 2017 blev der investeret 420 millioner kroner i danske fintech-virksomheder, hvilket er en voldsom stigning i forhold til året før, hvor beløbet var 246 millioner kroner. Samtidig er der kommet markant flere fintech-virksomheder til. Antallet af startup-virksomheder i fintech-branchen er næsten tredoblet på tre år.

»Da vi startede Copenhagen Fintech i 2016, kunne vi se, at Danmark ville være i stand til at opbygge en styrkeposition på fintech-området. Det er uden tvivl lykkedes. Jeg er lige kommet hjem fra Canada, hvor vi kan se, at der er enorm interesse for den danske innovation. Vi kan tydeligvis noget, som store globale finansielle institutioner er interesseret i,« siger Thomas Krogh Jensen, direktør for Copenhagen Fintech.

Han fremhæver Pleo, Cardlay og Lunarway som tre eksempler på danske startup-virksomheder, der har potentiale til at vokse sig rigtigt store.

»Der er et klart vækstpotentiale i at dyrke fintech, og det bør både den finansielle sektor og Danmark som helhed have interesse i,« vurderer Thomas Krog Jensen.

Tusindvis af job i sigte

Beregninger fra Copenhagen Capacity viser, at et ekstra job inden for finans og IT skaber 1,75 job i andre sektorer. Tager man udgangspunkt i de tal, betyder det, at de skønnede 3.400 nye fintech-job frem mod 2020 vil kunne skabe op mod 10.000 job i Danmark og løfte BNP med op mod ti milliarder kroner.

I dag er over 17.000 personer beskæftiget inden for fintech-området i Danmark, hvoraf størstedelen er at finde i den mere traditionelle finanssektor.

Den voksende beskæftigelse på fintech-området står i skarp kontrast til den generelle udvikling i finanssektoren, hvor der er forsvundet tusindvis af job de senere år, da kassemedarbejdere eksempelvis er blevet mere og mere overflødiggjort.

Finansforbundets formand, Kent Petersen, glæder han sig derfor over, at der alene fra 2015 til 2017 blev skabt 1.260 danske fintech-job.

»Jeg er superbegejstret, for det fortæller noget om, hvilket potentiale der er,« siger Kent Petersen.

Finansforbundet forventer, at der frem mod 2025 kan blive skabt tæt på 10.000 nye job inden for fintech-området. Det handler dog ikke kun om jobskabelse, påpeger Kent Petersen.

»Projektet handler lige så meget om at skabe opmærksomhed og iværksætteri, fordi det også er med til at skabe efterspørgsel på uddannelsespladser på universiteterne. Det genererer en positiv spiral, der på længere sigt er med til at skabe tilstrækkelig med arbejdskraft, der også kan håndtere den efterspørgsel, der er fra virksomhederne,« siger han.

Vil være international markedsleder

Det er ikke kun investeringer i fintech, der eksploderer i disse år. Ifølge Vækstfonden er Danmark det land i Norden, hvor virksomhederne tiltrækker den største andel af kapital fra udlandet. Mere end 40 pct. af kapitalen til danske virksomheder kommer således fra udlandet, viser Vækstfondens seneste benchmark-analyse.

Hos Pleo nikker Jeppe Rindom genkendende til en enorm interesse fra udlandet, som har fået øje på Pleos vision om at forenkle virksomheders køb og udgiftsrapportering gennem en kort- og softwareløsning. Virksomheder kan udstede Pleo Mastercards til deres ansatte, så de kan købe online og med plastikkort i fysiske butikker. Købet bliver registreret med det samme i en Pleo app-løsning, så alle relevante personer kan holde styr på, hvad pengene bliver brugt på.

»Vores produkt giver dig mulighed for at købe det, du skal bruge som medarbejder. Selvfølgelig er der transparens, og der er også nogle rammer, men vi skal ikke begrænse dig - og ikke forstyrre en eller anden afdeling med dine køb,« siger Jeppe Rindom.

Han taler om et skifte i tiden, hvor virksomheder organiserer sig på andre måder. Han taler om en bevægelse mod, at organisationer bliver mere decentrale, hvor medarbejdere arbejder mere hjemme eller væk fra kontoret samtidig med, at hele freelancearbejdsmarkedet også er i vækst.

»Der er i dag langt mere tillid og mere beslutningstagen ude hos individet. Ud fra et betalings- og indkøbsperspektiv vil vi gerne understøtte den bevægelse,« forklarer han.

I den nye investeringsrunde er den svenske kapital- og venturefond Kinnevik hovedinvestor. Derudover deltager de eksisterende investorer svenske Creandum, Founders og Seedcamp i den store runde. I Kinnevik, der har ejerandele i Zalando, Tele2 og MTG, vækker investeringen også begejstring.

»Pleo har præsteret en stærk vækst og opnået en imponerende kundeloyalitet på meget kort tid. Vi glæder os til at være med på rejsen og ser frem til lancering på nye markeder, så Pleo kan blive en international markedsleder,« udtaler Andreas Bernstrom, investeringsdirektør i Kinnevik, som efter investeringen tiltræder i Pleos bestyrelse.

Vækst i medarbejderstaben

Siden Pleo blev grundlagt i 2015, har ambitionerne været tårnhøje, og det er stifterne flere gange blevet belønnet for. I 2016 modtog Niccolo Perra og Jeppe Rindom eksempelvis en check på 500.000 euro, da Pleo vandt prisen for Bedste Fintech Startup i Wien.

»Nicco og jeg tog ret hurtigt afsked med ideen om at bygge en lille, økonomisk sund og risikofri forretning. Det var ikke det, der gav os energi. Og det er heller ikke det, der kan tiltrække de bedste medarbejdere. Vores medarbejdere vil ikke bygge en virksomhed i Norden. Sammen går vi efter Månen, og vi er helt afklaret med den risiko, der også er forbundet med det,« siger Jeppe Rindom.

Han og Pleo planlægger at udvide staben fra de nuværende 50 ansatte til over 200 ved udgangen af 2019.

De nye kræfter skal hjælpe med at indtage nye markeder, udvide kundebasen og accelerere produktudviklingen. I udgangspunkt vil Jeppe Rindom samle produktafdelingen i Danmark, men han vurderer, at det bliver mere end vanskeligt at tiltrække de rigtige kompetencer til Danmark.

Pleo er i dag til stede i Danmark og Storbritannien. Det næste halvandet år skal der dog indtages flere lande, og her kigger Pleo på resten af Norden samt Tyskland og Benelux.

»Det værdisæt, som vores produkt repræsenterer, harmonerer bedre med Nordeuropa end andre steder i verden. Det skal være markeder, der kulturelt er mere parate til det,« siger han.

Udover at investere tungt i produktet og yderligere vækst skal Jeppe Rindom også på jagt efter nye lokaler inden for de nærmeste måneder.

Det hører med, når der trods alt ikke er plads til 200 ansatte på sjette sal i en lille gade på Vesterbro.