Danmark er i stigende grad afhængig af importeret strøm, og politikerne bør tage stilling til, hvor omfattende afhængighedsforholdet til udlandet skal være. Det mener erhvervsorganisationen Dansk Energi og en forsker i energiplanlægning, skriver Politiken.

Kraftværkernes organisation rejser også spørgsmålet om, hvorvidt der fortsat er traditionelle danske kraftværker, der kan træde til, når sol og vind svigter.

Professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet er enig i, at det er nødvendigt at tage diskussionen. Han henviser til, at konkurrencen fra vind- og solenergi presser de traditionelle kraftværker, og at nogle af dem går over til kun at producere varme.

Ifølge Politiken er elproduktionen på de mindre kraftvarmeværker for eksempel faldet med 44 procent siden 2005.

»Det er bekymrende for forsyningssikkerheden. Vi er meget sårbare på både kort og langt sigt, hvis vi er så afhængige af at importere strøm. Spørgsmålet om forsyningssikkerhed bliver ikke taget alvorligt nok,« siger Brian Vad Mathiesen til Politiken.

Energistyrelsen har netop slået fast, at forsyningssikkerheden for el kan opretholdes på samme niveau uden ekstra initiativer i ti år endnu. Men den garanti kan ifølge Dansk Energi blive undermineret af andre landes tiltag for at sikre deres egen forsyningssikkerhed.

Hvis Tyskland for eksempel udvikler et system til at betale kraftværkerne for at stå til rådighed, vil det formentlig styrke de tyske kraftværkers økonomi.

Og det vil samtidig svække danske kraftværkers konkurrenceevne, så flere lukker ned, siger administrerende direktør i Dansk Erhverv Lars Aagaard til Politiken:

»Dermed risikerer vi, at produktionskapaciteten i Danmark bliver noget mindre end forudsat. Politikerne må se på, hvilken risiko de vil løbe. Vi må have en langsigtet plan for, hvor meget kapacitet vi skal have i Danmark, og hvilken økonomi der vil gælde for den«.