Eksporten fra Danmark til Tyskland er steget knap 8 pct. i de første ni måneder af 2013 sammenlignet med sidste år, mens importen er øget med 4 pct.
Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
»For mig at se skyldes fremgangen, at danske virksomheder har tilpasset sig markedet og øget konkurrenceevnen. Man har bedre styr på omkostningerne, som ikke længere er så meget højere end i Tyskland. På visse områder er de ligefrem blevet lavere. Danmark har desuden haft en reallønsnedgang siden krisen. Alt det har ført til stigningen,« siger direktøren for Dansk-Tysk Handelskammer, Reiner Perau, til avisen.
Omkring en femtedel af dansk import og import foregår med Tyskland, hvilket gør landet til Danmarks største handelspartner. Handelskammeret forventer en øgning på 5 pct. for dansk eksport til Tyskland for i år og i 2014.