I Libyen droppede danske F16-fly 923 præcisionsbomber over Gaddafis regime. I Mali assisterede Danmark de franske styrker med et Hercules-fly i kampen mod islamistiske oprørsgrupper. Begge aktioner indeholdt blodige menneskeskæbner og beretninger om modige danske piloter, men aktionerne var politisk ufarlige. De byggede begge på et mandat fra FNs Sikkerhedsråd.
Det gør et muligt angreb i Syrien ikke.
Med regeringens beslutning om at støtte et amerikansk militært angreb i Syrien bevæger den sig ud på mere usikker grund og giver ny næring til den årelange diskussion om Danmarks aktivistiske udenrigspolitik. Skal Danmark vægte konkrete humanitære hensyn eller FNs legitimitet højest?
SRSF-regeringen vægter FN-mandatet højt i regeringsgrundlaget, og særligt udenrigsminister Villy Søvndal (SF) har talt for, at udelukkende FN er »udstyret med den legitime ret til at træffe beslutninger i internationale konflikter«, som han formulerede det i april på spørgsmål om situationen i Syrien.
Alligevel er regeringen nået frem til, at et angreb i Syrien kan karakteriseres som legalt. Det fremgår af et juridisk dokument fra Udenrigsministeriet. Det konkluderer, at der foreligger »et juridisk forsvarligt grundlag« for at handle uden et mandat fra FNs Sikkerhedsråd for at »beskytte civilbefolkningen i Syrien«.
Men juraen holder ikke, vurderer ekspert i folkeret og leder af Center for International Lov og Ret på Københavns Universitet, Anders Henriksen. Han har læst Udenrigsministeriets juridiske grundlag for aktionen i Syrien og har sin egen konklusion.
»Regeringens folkeretlige begrundelse for en eventuel dansk deltagelse i en militær aktion mod Syrien, holder ikke vand. Regeringen mener, at der er en hjemmel til at foretage humanitære interventioner uden FN-mandat, og det er jeg uenig i. Det er muligt, at en sådan hjemmel kan opstå på sigt, men der er vi ikke endnu,« skriver Anders Henriksen i en mail til Berlingske og uddyber:
»Begrundelsen er bemærkelsesværdig, fordi der uden videre sættes lighedstegn mellem legitimitet og legalitet.«
Borgerkrigen i Syrien har raset i to år. Internationale organisationer vurderer, at fire millioner personer er internt fordrevet, og to millioner er flygtet ud af landet. Dertil kommer et dødstal på 100.000 mennesker, vurderer FN. EU og USA har længe fordømt handlingerne i Syrien, mens Kina og Rusland har holdt hånden over Assad. Den 28. august nedlagde Kina og Rusland veto i FNs Sikkerhedsråd mod et britisk forslag til en resolution, der skulle bane vejen for et hurtigt modangreb på præsident Bashar al-Assads styre som reaktion på regimets – ifølge amerikanske efterretninger – gasangreb mod sin egen befolkning.
Derefter konkluderede USAs præsident, Barack Obama, at FN-sporet var udtømt. FN-mandat eller ej vil Obama iværksætte et »smalt« angreb mod Assads regime, hvis han får den amerikanske kongres’ opbakning.
Og han har Danmark i ryggen. Regeringen har ellers under hele den mere end to år lange konflikt peget på, at FN skal bane vejen for fred i Syrien. Og med den politiske støtte til et amerikansk ledet angreb befinder regeringen sig i et dilemma, hvor den på en og samme tid påberåber sig retten til at forsvare principperne i folkeretten uden at have FN i ryggen.
Men det har været en dans frem og tilbage. I et interview i Berlingske i august 2012 fastholdt udenrigsminister Villy Søvndal sin modstand mod en udenlandsk militær intervention. Også selv om de civile tab blev så alvorlige, at en militær indgriben kunne begrundes med, at det internationale samfund har et ansvar for at gribe ind ifølge det såkaldte »responsibility to protect«-princip, som FN vedtog på sin Verdenskonference i 2005.
Men i dag er det netop princippet om forpligtelsen til at gribe ind, som Søvndal henviser til, når han skal forklare Danmarks opbakning til et militært angreb i Syrien.
»Vi sagde alle sammen efter Rwanda, at aldrig mere skal verden sidde at kigge på, at hundredetusinder af mennesker bliver dræbt. Vi havde situationen omkring Kosovo. FN diskuterede responsibility to protect. Og det er præcist det dilemma, som verden står i lige nu. Hvad gør man i en situation, hvor FN er låst?« siger udenrigsminister Villy Søvndal.
»Responsibility to protect« – eller R2P som det kaldes på diplomatsprog - er et princip og ikke en lov i FN.
Som en konsekvens af begivenhederne op gennem 1990erne med folkemordene i Rwanda, Bosnien og Milosevic’ overgreb på de Kosovo-albanske muslimer i Kosovo-krigen, opstod der en diskussion i FN om, hvornår man kan intervenere i et andet land og krænke et lands suverænitet.
»Responsibility to protect«-doktrinen handler rent FN-juridisk om, hvornår FN skal bryde med suverænitetsprincippet. Det handler ikke om, at lande kan gøre, hvad der passer dem uden om sikkerhedsrådet,« siger seniorforsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet, Kristian Søby Kristensen.
Ifølge Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiet og forsker i blandt andet FNs rolle i international sikkerhed, er regeringens juridiske dokument tidstypisk for, hvordan stater argumenterer, når det folkeretlige grundlag er usikkert.
»Dét, der altså sker i øjeblikket, er, at hver nation går ind og bruger de elementer af folkeretten, som de finder mest bekvemme af politiske grunde. Det er præcis det samme fis, som vi har været igennem med fangehåndtering i Irak og Afghanistan, at man altid kan finde noget folkeret til at argumentere for det, man nu synes, var det rigtige,« siger Peter Viggo Jakobsen.
Danmarks støtte til internationale aktioner handler i højere grad om at følge vores allierede end at værne om de gamle folkeretlige principper fra 1945. Seniorforsker Kristian Søby Kristensen påpeger, at skiftende danske regeringer – uanset forandrede sikkerhedstrusler og skiftende magtbalancer – foretrækker USAs handlekraft frem for FNs tøven.
»Danmark har deltaget i alle de amerikanske interventioner, der har været i vores nærområde, uanset om der har været et FN-mandat eller ej. På den måde er Danmark mere pragmatiske end mange andre europæiske lande, når det kommer til et internationalt retligt grundlag,« siger Kristian Søby Kristensen.