Det begynder med en mund, der males rød i et spejl. Ingen tvivl om, at vi i DR3s dokumentarserie »I forreste række« er ved teatret. Sminken lægges til rollen. Eller er det krigsmaling til teaterkorridorerne?
Hvis nogen skulle være i tvivl, så er ballettens verden nemlig ikke for børn. Også selv om de måske egnede vælges ud allerede i 6-7-års-alderen.

Men konkurrencen blandt danserne hører aldrig op. Kunsten går ud på at løfte hinanden i flok, men hvis man vil frem, hvor projektørerne lyser skarpest, er man nødt til at komme helt op på tåspidserne. Man er aldrig færdig, aldrig god nok. Kunsten kræver talent, men også disciplin til at forvalte det. Og selv om man har det hele, kan man miste alt fra det ene sekund til det andet. En skade, for store bryster eller en klassekammerat, der er bedre, kan knuse drømmen. Udvisning fra paradis ligger lige om hjørnet.

Ideen om at vise ballettens brutale sider er ikke helt original – hvad er i øvrigt det i denne verden? Allerede fra midten af 1970erne fulgte TV-tilrettelæggeren Marianne Albrechtslund 24 børn, der blev optaget på Det Kongelige Teaters balletskole. I serien »Balletbørn« vendte hun over de næste 13 år med jævne mellemrum og kultiveret speakerstemme tilbage til udskillelsesløbet i den lukkede lilleverden. Kun fem, herunder bl.a. Silja Schandorff og Peter Bo Bendixen, endte med at få ansættelse på teatret, mens resten var røget ud. Én for én blev de elimineret fra gruppebilledet.

Nu er DR Ung vendt tilbage med kameraerne, der i 2017 stiller skarpere på de udsatte kroppe, og zoomer helt ind, hvor der er bar røv i både fysisk og åndelig forstand. Denne gang har man valgt en håndfuld velcastede unge ud, der alle befinder sig forskellige steder i afretningsanstaltens hierarki.

Vandbæreren

I de første afsnit møder vi vandbæreren, den 25-årige korpsdanser Emma Håkonsson, som kom med i kompagniet »med røven i vandskorpen«, selv om balletmester Hübbe ikke så hende som en del af sin »vision«. Det har tilsyneladende efterladt hende i tvivl om egne evner. Vi ser hende krybe langs barren og baske skrækslagen med armene, mens hun sender misundelige blikke til primaballerinaen, der bare kan.

Med angsten tydeligt demonstreret, da hun langt om længe lander en ønsket hovedrolle på afbud. Emma kan ikke komme hurtigt nok hjem til det landlige refugium, hvor hun kan søge tryghed under stråtaget og i en tætomsluttende voksenflyverdragt sammen med kæresten og labradoren. Også selv om hun er den, der formulerer det unævnelige: at alle går og drømmer om selv at komme frem.  Har hun overhovedet motivationen til at vinde over sig selv?

Effektivt sat op over for den 18-årige aspirant Emma Riis-Kofoed, 12-tals-pigen, som har det hele. Man kan simpelt hen se det i en lille gruppe med to andre piger. Hvem dvæler blikket ved? Hvem har udstrålingen? Den er nemlig heller ikke demokratisk fordelt. Hun står foran det afgørende øjeblik: den store prøve, hvor det enten ender med, at hun får tilbudt en stilling i kompagniet eller må danser af. Mon ikke, det lykkes?

Og så er der drengene. Korpsdanser og ballethunk Benjamin Buza, som kæmper med en brækket fod, og som spøgelsesvandrer i de natsorte københavnergader, hunderæd for aldrig at vende tilbage. Allerede udenfor prøvesalens fællesskab – man vejrer udskillelse af rovdyrflokken. Og endelig den unge, succesrige solist Andreas Kaas, der med åbent ansigt fortæller om sin skuffelse over, at familien fra parcelhuset ikke deler hans stjernestunder og gider komme. Og som må stege sine kyllingefileter med proteinpasta i ensomhed.

Kameraet fortæller os alt om de følelser, der ikke er plads til i ballettens univers, hvor alt skal sættes ind på at præstere. Balletpædagogen Linda Hindberg beskriver det meget godt og lakonisk brutalt over for aspiranterne: En dansers udviklingskurve skal gå opad.

Men ellers er devisen i serien, at voksne skal ses, ikke høres. I hvert fald ikke i direkte interviews. Det forstørrer fornemmelsen af de unge stræberes ubodelige ensomhed. Nikolaj Hübbe? Han er guden, der dukker op og afgør dansernes skæbne. Han kan give dem dødskysset og rive scenegulvet væk under dem eller belønne dem med en plads ved sin side på Olympen.

Under trikoten

Stor ros til DR 3 for at komme så håndholdt tæt på det vidunderlige, brutale verden, der er ballettens, spidsformuleret version af det udskillelsesløb, der foregår alle andre steder. Helt ind under trikoten på, hvad det kræver at overleve af de unge, der har valgt at surre
deres livs lykke fast til dansen.

Meget bliver sagt. Kameraet siger resten. Og det hele er klippet hurtigt og med en realitypuls, der ikke fratager balletten den sexede, kropsfikserede drømmeglamour, den også tager næring af. Med et lydspor af moderne popmusik, der raffineret erstatter repetitørens klavertoner og viser den rendyrkede fysik, når toptunede kroppe snurrer og vrider sig. Lyt i øvrigt til popteksterne, der næsten bittert-sarkastisk kommenterer det, der foregår.

Endnu et pletskud fra DR3, som står for noget af det bedste fjernsyn, der bliver lavet i disse år. »I forreste række«? Det kan serien om de unge balletdanseres elitestræben selv være.

»I forreste række«. DR 3, Onsdage kl. 21.