Danmarks Radio er en dinosaur. En rex øverst i mediefødekæden. Men det er også den eneste af sin art. Holdt i live med en særlig fredningsbestemmelse, da den ellers ikke ville være i stand til at klare sig.
DR er til gengæld ikke et politisk dyr. Jeg gentager: DR er ikke et politisk dyr. Ikke længere. Åh jo, »Borgen« er en slags nyfeministisk soap, kittet sammen af mundsavl fra Det Radikale Venstres vådeste drømme. Og nej, det er heller ikke ligefrem kvalificeret, når despoten Hugo Chavez’ død af en DR-korrespondent omtales som et tab for Latinamerika. Men det kritiseres jo også. Det debatteres i vores medier. Mange steder.
Hvilket ikke ville være sket i 70erne. Den borgerlige værdikamp har ikke været virkningsløs. Tværtimod. Men flere af vinderne nægter tilsyneladende at anerkende egen sejr, kan jeg konstatere.
Neoliberale og nationalkonservative har fremmanet, tegnet og fortalt om DR som et rødt væsen i så mange år, at de åbenbart ikke længere magter at skifte billedet ud. Eller stoppe op og nuancere det. Lige som bissende kvæg følger den forreste i flokken selv længe efter faren, der satte flokken i bevægelse, er drevet over. Hvilket Danmarks Radio sandsynligvis glæder sig over.
For det er en kritik, der i dag er usagligt generaliserende samt silketyndt begrundet. Og således meget let at krølle sammen. Det så man demonstreret forleden dag, hvor Berlingskes husfilosof, Eva Agnete Selsing, gjorde sig selv og synspunktet til grin i en debat i Deadline om det nye DR2 med kanalens chef. Man kunne både se og høre på sidstnævnte, kanalchefen, at så får man ikke nemmere opponent. Så scorer man ikke billigere point, når man skal hævde sin relancerede kanal. DR2s berettigelse står uangribelig, når modstanden er så åbenlyst ukvalificeret.
MEN ENDNU MERE glædeligt må det for DR være, at denne debat dækker over og hindrer den egentlig kritiske debat, der burde være om DR: En debat om pengene. Om DRs monstrøse størrelse, der skævvrider mediemarkedet. Medarbejderne i DRs ellers massivt besatte nyhedsmaskine synes stadig ikke at producere nyheder selv. I stedet for at kannibalisere dagbladenes. Op mod tre fjerdedele af nyhederne i Danmark graves ud, stampes op og udvindes af dagbladene. Og netop dagbladene skal for at overleve til at bede folk om betaling for nyheder og journalistik på nettet. DR kan imidlertid fortsat levere dem gratis. Det svarer dybest set til, at staten havde et forlag, der udgav gratis bøger og lukkede øjnene for, at det skulle udgøre et problem for Gyldendal og andre forlag.
Danmarks Radio er efterhånden den eneste statslige institution, der ikke afkræves mådehold og tilbageholdenhed, mens finanskrisen, reformiveren og udgiftsbekæmpelsen raser gennem samfundet. De seneste år er bevillingen øget. Og øget. Hvert år kører en lastbil op foran Danmarks Radios hovedindgang og afleverer 3,6 milliarder kroner. Billedligt talt, naturligvis. Men beløbet er reelt. Det er ikke fiktion: 3,6 milliarder kroner. Det eksorbitante beløb løfter ikke mindst for DR-ansatte selv mediehuset ind i en sfære af urørlighed. Som om alene beløbets størrelse ophøjer al mediehusets gøren og laden til en livsnødvendighed. DR er kulturbærende i samfundet, hedder det. Det gælder sammenhængskraften, tilføjes det. Mangfoldigheden sættes over styr, lyder det, hvis nogen taler om at reducere DR. Og alt sammen er det ret beset eufemismer for umådeholden omgang med fællesskabets penge.
Hvorfor opretholde DR på dets nuværende niveau, hvis viden og nyheder formidles med lige så høj troværdighed af de øvrige mediehuse og kulturinstitutioner? Hvorfor afstedkommer et nyt DR2 ikke en nødvendighedsdiskussion. Hvad skal vi med endnu en omgang morgen-TV? Hvad skal vi med endnu en »aktualitetsflade«, hvis News allerede er langt foran på området og gør det bedre? Hvor meget skal DR knopskyde i kanaludbud?
OPGØRET MED ET magtfuldt Danmarks Radio opfattes fortsat af mange borgerlige som opgøret mod »de rigtige meningers klub«. Mod alle de kulturradikale, der gik direkte fra 68-romantikken og ind på Politiken, Gyldendal og DR med godhedens stempel i panden og undertrykte det tavse flertal.
Dette har Danmarks Radio intet imod i dag. Danmarks Radio har heller ingen vanskeligheder med at gendrive generaliseringer herom. Antitesen til DRs magtbrynde er noget andet. Den er en omfangsdiskussion. Hvilket kun lejlighedsvist har været udstillet. På et tidspunkt, hvor den borgerlige regering undtagelsesvist tvang DR til at spare, fordi DR-byen i Ørestad var blevet to mia. kroner dyrere end beregnet, fremførte daværende dramachef Ingolf Gabold i Politiken: »Der er ikke andre, der har fået lov til at lide den hungersnød, vi lider nu. DR ligger og gisper som en strandet hval. Og hvis der ikke snart kommer nogen med en stor kæde og en kran og trækker os ud på vandet igen, så bliver det en katastrofe for public service i Danmark.« Hvoraf man kunne uddrage to ting: At Gabold var den rette dramachef med sit opdigtede forhold til virkeligheden og sin sans for iscenesættelse. For det andet kunne man udlede, at selv chefer i DR ikke kan afholde sig fra at billedliggøre institutionen som et tungt dyr, der skal bruge oceaner af midler for at udfolde sig.
Fastholder vi imidlertid DR-dyret som en dinosaur, som en rex, kan vi konstatere, at ud over dets egenart på mange måder er mod naturens orden og bekostelig i beskyttelse og foder, så har det gennem årene dygtigt udnyttet den ene fordel, reptiler har i forhold til andre dyr. De kan regenerere. Piller man halen af, vokser en ny ud.