Svend Erik Hovmand, der fylder 70 år i morgen, er muligvis den første spindoktor, der har gjort tjeneste i Statsministeriet. Under alle omstændigheder har han, der endte med at blive minister gennem otte år, en sjælden karriere bag sig.

Hovmand stammer fra Lolland og kunne have arvet en lille sukkerroeejendom, men ville hellere være tømrer. Han havde kursen sat mod at blive bygningsingeniør, da han ombestemte sig og blev journalist, først ved Dagbladet i Ringsted, siden ved det ambitiøse, men kuldsejlede magasin NB. I sine unge journalistår blev Hovmand - i hvert fald hjemme i provinsen - anset for en journalistisk gulddreng. Han skrev i 1973 en bog om det nære samfund, og året efter blev han ansat som journalistisk medarbejder hos den daværende statsminister Poul Hartling, der ledede den smalle Venstre-regering i et job, man i dag ville beskrive som spindoktor. I 1975, hvor Hartling vandt valget, men tabte regeringsmagten, blev Hovmand valgt til folketingsmedlem og blev siddende i de næste 32 år, indtil han besluttede ikke at genopstille til valget i 2007.

På det tidspunkt havde han haft opgaven som gruppeformand for Venstre efter otte år som minister for forskellige ministerier. I 2001 blev han skatteminister, og gennemførte blandt andet den dengang nye VK-regerings skattestop. Han gjorde forenkling af offentlige regler til sin mærkesag og nåede store resultater, men blev også belastet af anklager om at have sovet ikke bare i folketingssalen, men også i timen, hvorved han havde overset et udenlandsk fradrag, som TDC havde udnyttet. Hovmand bad om en kommissionsundersøgelse, som tre år senere frikendte ham.

Her i avisen blev det beskrevet som den »mindste overraskelse«, da Hovmand blev fyret i Anders Fogh Rasmussens regeringsrokade i 2004. Hovmand havde på det tidspunkt erhvervet sig ry som en minister, der sjældent gav klare svar, men kunne tale sort og træde vande, hvilket havde bragt ham helskindet gennem både Boligministeriet og Energiministeriet.

Men mere overraskende for udenforstående var medarbejdernes reaktion, da Hovmand uden at kny overgav sit ministerium. De stod i kø for at ønske ministeren held og lykke. Som chef var han meget værdsat, og det var han også blandt vælgerne i det daværende Storstrøms Amt, som kunne møde ham hver mandag efter fyraftenstid på Lolland-Falsters Folketidende.

Efter ministertiden blev Hovmand formand for Femern Belt Development, hvor han i tilknytning til forberedelserne af den faste forbindelse arbejder for at sikre lærlingepladser og virksomheders deltagelse i projektet, der bliver Danmarks største anlægsprojekt nogensinde, når det engang gennemføres.