Hvis du vil undgå, at dine børn drukner, kommer til skade i en bilulykke eller kører galt på cykel, så er det en god idé at flytte til Finland. Eller Holland eller Sverige eller Tyskland. Men ikke Danmark.

I hvert fald ifølge en ny Europæisk undersøgelse af børnesikkerhed, som placerer Danmark på en mildest talt middelmådig 20.-plads ud af 31 europæiske lande. I det såkaldte Child Safety Report Card bruger European Child Safety Alliance, som står bag undersøgelsen, tal fra 2006, hvor 104 danske børn og unge mellem 0 og 19 år døde som følge af ulykker. Hvis sikkerheden havde været som i Holland, som er en af de sikreste lande for børn og unge, kunne 37, eller 35 %, af disse dødsfald ifølge undersøgelsen være undgået.

Vi rammer blandt andet bunden på punkterne badesikkerhed og passagersikkerhed, mens vi på trods af vores verdenskendte forkærlighed for cykler scorer under middel på cykelsikkerhed.

Med hensyn til badesikkerhed scorer vi lavt, blandt andet fordi der ikke i Danmark er lovgivet omkring indhegning af swimming pools, forklarer Erik Bech, Kystlivredningschef hos TrygFonden.

- Vi ved, at især vand i private haver er et problem, der skal håndteres. Det har man lovgivet om i mange andre lande. Det er ikke sådan, at du skal indhegne dit spurvebad, men man skal tage højde for, hvor stort et område, der dækkes, og hvor dybt vandet er, siger han.

Et andet punkt, hvor der bør strammes op, er ifølge Erik Bech svømmeundervisning.

- Der står ikke i lovgivningen, at man skal modtage svømmeundervisning i vandet. Det vil sige, man kan lære svømning ved hjælp af powerpoint, så at sige. Danmark er et kystland, så der burde stå i loven, at undervisningen skal foregå i vand.

I undersøgelsen trækker det i forhold til passagersikkerhed ned, at der ikke er lovgivning, der siger, at børnesæder i biler skal være bagudvendte. Når det kommer til cykelsikkerhed handler den dårlige score blandt andet om, at der er ikke er en lov, der siger, alle skal køre med cykelhjelm.

Ingen central koordinering

En del af forklaringen på, hvorfor Danmark scorer så dårligt i undersøgelsen, er, at indsatsen vurderes ud fra mål, som ikke nødvendigvis tager højde for virkeligheden i Danmark, forklarer Hanne Møller, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, som er national partner i projektet.

For eksempel har vi ikke i de seneste fem år haft en national kampagne for cykelsikkerhed rettet mod børn og unge, hvilket trækker ned i den eruopæiske undersøgelse. Men dette mål tager ikke højde for al den uddannelse i cykelsikkerhed, der i øvrigt foregår rundt omkring.

- Når man skal sammenligne 31 lande, så bliver det nogle grove mål. Formålet med undersøgelsen er at se, er der nogle store huller ind imellem, vi skal være opmærksomme på? Det er ikke en tilbundsgående undersøgelse, men den giver en pejling om, om der er områder, vi i Danmark bør se nærmere på, siger hun.

Men selvom undersøgelsen på nogle områder er for grovkornet, er der en vigtig pointe i, at børnesikkerhedsområdet ikke bliver koordineret centralt, mener Hanne Møller.

- Et af de områder hvor Danmark scorer lavt er med hensyn til koordinering og prioritering af børn og unges sikkerhed på nationalt niveau. Der er i Danmark ikke taget initiativ til en tværministeriel handlingsplan for forebyggelse af ulykker og skader blandt børn og unge. Der er behov for, at Danmark får sat forebyggelse mere på dagsordenen, for eksempel igennem en national handlingsplan, som man for eksempel har i Sverige, Finland og Norge. Det kan også være svært at hitte rede i, hvem der gør hvad på dette område og hvilke myndigheder, der har det som en prioriteret opgave at forbedre sikkerhed og forebygge skader og ulykker blandt børn og unge.

Fakta: Børnesikkerhed i EU

Den nyeste udgave af det såkaldte Child Safety Report Card, som udarbejdes af European Child Safety Alliance, er netop udkommet. Her opnår Danmark en 20.-plads ud af 31 lande bedømt ud fra, hvilke nationale indsatser, der er på børnesikkerhedsområdet. Hvert land får tildelt point på en række områder som for eksempel badesikkerhed og trafiksikkerhed og det omregnes til en samlet score.