Danmark vinder Trumps opmærksomhed i NATO med ny plan

Da den danske forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen, 23. maj træder ind i det amerikanske forsvarsministerium Pentagon for at tale med sin amerikanske kollega, James Mattis, har han en tyk mappe med.

I mappen ligger alle de gode argumenter for, at Danmark er en trofast og loyal allieret over for USA. At Danmark gør sin pligt i alliancen bortset fra den lille detalje, at vi i lighed med de fleste andre europæiske lande ikke betaler nok til fællesskabet. At Danmark ikke alene er en god partner i svære situationer, men også er et af de få europæiske lande i den vestlige forsvarsalliance, som der ikke er så meget bøvl med, når vi drager i krig med amerikanerne.

Vi gør vores entré på slagmarkerne uden for meget bureaukratisk udenomssnak. Og vi er effektive på alle niveauer i vores krigsførelse. Vi træffer hurtige beslutninger. Kort sagt. Vi er - på trods af landets størrelse - en solid allieret.

Danmark er »kendt« i Washington

For få år siden ville en sådan charmeoffensiv i USA ikke være nødvendig. Alle anerkendte NATO-alliancens ubrydelige sammenhold, og Danmark var med deltagelse både i Irak og i Afghanistan et land, som den ene gang efter den anden blev fremhævet som en nation, der »løfter mere end landets størrelse normalt ville berettige til«, som den amerikanske præsident Barack Obama yndede at sige, når han havde besøg af danske statsministre.

Men nu sidder der en anden præsident i Det Hvide Hus. Donald Trump har helt tilbage i sin valgkamp skældt ud på NATO. Han har stillet spørgsmålstegn ved alliancens berettigelse. Han har - i lighed med sine forgængere - krævet, at de europæiske lande betaler to procent af bruttonationalproduktet til alliancens forsvar. Og Trump har senest truet med alvorlige konsekvenser, hvis ikke europæerne tager sig sammen og sætter flere penge af til militæret i budgetterne.

Og faktisk er ingen af de europæiske lande uenige i det amerikanske synspunkt. Alle anerkender, at man skal nå målet med to procent af det såkaldte BNP, bruttonationalproduktet. Men samtidig ønsker man også brændende, at Trump ikke den ene gang efter den anden vælger at føre diskussionerne i al offentlighed af hensyn til sine vælgere i Ohio og Pennsylvania, men at han tager dialogen i det lukkede rum under de topmøder, som NATO holder en gang om året, og nu samles til 11. og 12. juli i Bruxelles.

Den perfekte storm

Rent ud sagt frygter de europæiske NATO-lande, at Trump vil opføre sit sædvanlige dramatiske optrin med at skælde ud på alt og alle i fuld offentlighed, som det skete under det økonomiske topmøde i G7 i Québec i Canada for nogle uger siden. En gentagelse vil kun gavne en person. Ruslands præsident, Vladimir Putin, som støtter ethvert forsøg på at så splittelse i den alliance, som han mener har brudt alle aftaler med Rusland efter Den Kolde Krigs sammenbrud.

Den perfekte storm er med andre ord ved at samle sig om europæerne, når de mødes med NATOs storebror, USA. Trump kommer selvfølgelig til NATO-topmødet, men få dage senere mødes han med Putin på sit første topmøde med netop den russiske leder i Helsinki. Hvis NATO-mødet slår fejl, frygter europæerne, at Putin vil udnytte det til at lægge yderligere pres på den transatlantiske alliance.

Derfor befandt Claus Hjort Frederiksen sig i den imposante bygning uden for Washington D.C. denne majdag. Han havde to ønsker. At overbevise forsvarsminister Mattis - den tidligere general i marinekorpset - om, at danskerne er en god alliancepartner - måske den bedste. Og at Trump skal holde sig fra at skabe et stort drama under topmødet.

Mattis kender danske soldater

»Jeg havde en bøn til Mattis. Vi erkender, at der er strid om pengesagerne. Men det, vi har brug for i Europa, er, at der på det her topmøde udvises solidaritet. For det værste, der kan ske, er, hvis der udbryder uenighed i NATO. Så står vi svækket over for russerne,« siger Claus Hjort Frederiksen i et interview med Berlingske.

Mattis kender danskerne fra Irak, hvor han var general i marinekorpset. Han er, som amerikanske generaler er flest - en belæst mand. Faktisk intellektuel i sit bogvalg. Mattis drog altid i krig med den romerske general og filosof Marcus Aurelius' bog »Meditationer« i lommen. Og hvis Claus Hjort Frederiksen skulle vælge at tage en bog med i en krig, ville det være Madeleine Albrights bog »Vinter i Prag«, da »politik og krig jo handler om mennesker og frihed«, som han udtrykker det.

»Jeg jo politiker og ikke general,« som han siger til Berlingske.

Men de to er enige om en ting. Det at føre krig kan være en nødvendighed for at skabe en bedre verden, men bør ikke være den første løsning. Og begge ved, at for at opretholde alliancer, kræver det noget af begge sider.

»De danske styrker har gjort et uudsletteligt indtryk på amerikanerne. Jeg var personligt overrasket over, hvor stor anerkendelsen er. Alle generalerne har åbenbart været sammen med danske soldater i Irak og i Afghanistan, så de kender os,« siger Claus Hjort Frederiksen.

Danmark rykker hurtigt ud

Samtalen mellem de to gik ifølge deltagerne også fint. Det var kun de to, der førte ordet. Ingen embedsmænd blandede sig i diskussionen, og Claus Hjort havde forberedt sin forsvarstale for Danmark for at sikre, at amerikanerne nu også så nuanceret på de danske soldaters indsats midt i den hidsige debat, der foregår i NATO i øjeblikket, om hvem der ikke betaler nok.

Claus Hjort Frederiksen havde også alle argumenter med til mødet. Ud over en række nye tiltag, var det magtpåliggende for den danske forsvarsminister at tale om den militære og politiske vilje til at stille op, når NATO ønskede det. Danmark rykker nemlig hurtigt ud. Vi har ikke så mange bureaukratiske forhindringer. Vi har f.eks. ikke som så mange andre europæiske lande alle mulige forbehold for, hvornår og hvordan man går i krig. Og Danmark har netop vedtaget et forsvarsbudget, der giver militæret 13 mia. kroner mere frem til 2023. Så den danske regering er igang med at hæve de generelle forsvarsbudgetter.

»Andre lande har masser af undtagelser for, hvad deres soldater må og ikke må. Nogle må ikke kæmpe om natten. Andre har også restriktioner. Men Danmark stiller med soldater uden forhåndsbetingelser ud over, at man overholder krigens love. Derfor kan vi kæmpe på lige fod med amerikanere og briterne. Tyskerne har f.eks. mange forbehold indbygget i landets grundlov,« siger Claus Hjort Frederiksen. Og det gør indtryk, fordi de danske soldater derfor er »meget anvendelige«.

Danske tilbud.

For at sætte trumf på havde forsvarsministeren også en række nye tilbud til amerikanerne og til NATO. 100 mio. kroner hvert år frem til 2024 til Afghanistan til træning af landets sikkerhedstyrker. Danmark vil lede et helt nyt divisionshovedkvarter uden for Riga i Letland. Fire F-16-kampfly til Baltic Air Policing Group, hvor vi vil deltage igen fra 2019, offensive cyberredskaber til at bekæmpe hackerangreb mod NATOs installationer samt 100 mio. kroner om året til Ukraine for at opbygge landets forsvar og til finansering af såkaldte »bløde opgaver« såsom oplæring af myndighederne i retshåndhævelse, menneskerrettigheder og løsning af konflikter. De 100 mio. kroner administreres af Udenrigsministeriet.

Men Claus Hjort Frederiksen havde også et par trumfkort, som han optræder med, når Danmark er mest trængt. Bruttonationalproduktet er ifølge ham en fiktiv størrelse og uegnet til at måle et lands forsvarskapacitet. F.eks. driller den danske forsvarsminister sine amerikanske kolleger med, at det er let for grækerne at blive NATO-duksen, fordi deres BNP er faldet, og derfor ser de ud til på papiret at betale meget til forsvaret.

Og så den helt store trumf. Det danske forsvar er mere effektivt end de fleste andres. Også USAs. Hvor der er syv mand på broen på en dansk fregat, skal amerikanerne bruge 27. Og så sejler amerikanerne alligevel ind i handelsskibe i Det Sydkinesiske Hav, selv om der er bedre plads der end i Østersøen, hvor den slags ikke sker.

Og sådan er det hele vejen igennem, siger Claus Hjort Frederiksen, der også kan antallet af den danske bemanding til F-16 på fingrene.

Amerikansk bureaukrati

»Når vi sender fire F-16-fly afsted til Baltikum, så er det med 60 mand. Når andre NATO-lande har den samme opgave, så sendes der 120 personer af sted. Man kan jo også måle det, man betaler til forsvaret på en anden måde. NATO har jo lavet en opgørelse over, hvad forsvarsudgifterne er pr. capita. USA er nummer et. Norge er nummer to, Storbritannien nummer tre, og så kommer Frankrig. På femtepladsen kommer Danmark,« siger Claus Hjort Frederiksen og gør dermed op med tanken om kun at kigge i én retning, når man bedømmer et lands forsvarsevne.

Men spørgsmålet er, om det gør indtryk i Det Hvide Hus. Noget må det have gjort, for 19. juni - godt tre uger efter den danske forsvarsministers besøg - satte Trump sig til skrivebordet og skrev en personlig hilsen til samtlige europæiske NATO-medlemmer. Fire af dem får angiveligt en særlig vred hilsen: Tyskland, Canada, Belgien og Holland. Danmark får også en skrivelse, men en betydelig mildere en af slagsen, hvor det er tydeligt, at nogle af Danmarks initiativer bliver fremhævet af Trump som »et eksempel« for de andre allierede.

Men vi får som alle andre en påmindelse om, at vi ikke betaler til fællesskabet.

»Og det er der ingen, der er uenige i. Det er ikke retfærdigt, at amerikanske skatteydere skal betale for europæernes sikkerhed. Det skal vi gøre noget ved,« siger Claus Hjort Frederiksen til Berlingske.

Kristian Mouritzen er Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent.