Økonomisk krise? Arbejdsløshed? Større risiko for at miste sit job? Ja, ja – ingen grund til at tage de sure miner og nej-hatten på. Sådan lyder beskeden fra rigtigt mange danskere. Blandt alle vores europæiske naboer er vi dem, der – global krise og svindende BNP til trods – ser livet fra den mest lyse side.
Det er tænketanken Kraka, der i en kommende analyse – »Livskvalitet og krisen i Europa« – fastslår, at danskerne målt på »selvrapporteret livskvalitet« er det mest tilfredse folkefærd i Europa. Ser man nærmere på tallene, er der flere overraskelser. Ikke bare er danske arbejdsløse mere tilfredse med deres eget liv end alle andre europæiske arbejdsløse, bortset fra vores broderfolk helt mod nord i Island, nej, de er også mere tilfredse end den gennemsnitlige franskmand, irer eller spanier, der er i arbejde. Så mens krisen ikke bare kradser rent økonomisk, men på det psykologiske og menneskelige plan i andre europæiske lande, er vi danskere ganske upåvirkede. Verdens lykkeligste folk er også verdens mest uanfægtede folkefærd. »Overraskende,« siger manden bag Krakas undersøgelse, Nicolai Kaarsen, der er ph.d. i økonomi.
»Jeg havde forventet at se en tilbagegang. Ser man på de andre europæiske lande, er der en sammenhæng mellem krisen og en tilbagegang i tilfredshed. Ikke bare gør arbejdsløshed folk mere utilfredse, men risikoen for at blive ledig, gør folk utrygge og derfor mindre tilfredse. Men selv om vi danskere både har haft negativ vækst i BNP pr. indbygger og stigende arbejdsløshed, er vi i kriseårene blevet mere tilfredse, end vi allerede var.«
Krisen preller af
Der er altså ikke en umiddelbar og direkte sammenhæng mellem dansk tilfredshed og økonomi, hvor lavvækst smitter negativt af på tilfredshed. Så her kunne denne verdens fortalere for et samfund med nulvækst, men med lykkemål, måske opruste på argumenterne. Men helt så enkelt er det alligevel ikke. For netop den særlige indretning af det danske arbejdsmarked betyder, at troen på, at man kan være herre i eget liv er stærkere her end så mange andre steder.
Det fortæller en af dem, der beskæftiger sig med sammenhængen mellem tilfredshed og økonomi på forskningsplan, den danske lektor i økonomi ved Aarhus Universitet ph.d. Christian Bjørnskov.
»Når undersøgelse på undersøgelse viser, at danskerne ligger i top, når det kommer til tilfredshed eller livslang lykke, er det på den ene side fordi, vi har en meget høj grad af tillid til hinanden – en tillid med meget dybe historiske rødder. Vi tror simpelthen på at folk, selv om vi ikke kender dem, er ordentlige og ærlige og ikke f.eks. stjæler vores pung, når vi glemmer den på en café. På den anden side har vi en meget stærk tro på, at vi kan vælge vores eget liv, stærkere end i så mange andre europæiske lande, og det hænger stærkt sammen med, at vores økonomi – særligt arbejdsmarkedet – ikke er særligt reguleret og derfor ret fleksibelt. Man kan let skifte job, og det gør fornemmelsen af personlig frihed større. Det beskytter vores tilfredshed under kriser,« siger Christian Bjørnskov.
Nicolai Kaarsen supplerer Bjørnskovs analyse.
»Arbejdsmarkedet i Sydeuropa er langt mere fastlåst end i Danmark. Det betyder ganske vist, at det svært at fyre folk, men omvendt, at det er svært at komme ind på arbejdsmarkedet, når man først er ude i kulden. På den måde kan sydeuropæere opleve, at de i højere grad er underlagt en fremmed skæbne. Kombinationen af et effektivt sikkerhedsnet og et fleksibelt arbejdsmarked kan betyde, at krisen ikke føles så slem for danskerne. Desuden er krisen sydpå klart større end herhjemme.«
Forsker: Måske opdager vi ikke, at levestandarden falder
Danskerne er med andre ord resistente over for dybfølt krisebevidsthed, fordi vi grundlæggende mener, at en fremmed er en ven, vi endnu ikke har mødt, og at en fyreseddel i virkeligheden er en mulighed for at prøve noget nyt. Det er jo umiddelbart positivt. Men dermed er der også en kløft mellem de tilfredse dansker og de politikere, der henviser til krisen, når de mange reformer – af efterløn, dagpenge og i disse uger beskæftigelsespolitikken – skal argumenteres hjem. For hvis vi ikke føler krisen, så gør vi måske heller ikke det, der skal til for at sikre høj levestandard for fremtidige generationer. Det er en alarmklokke, Bjørnskov gerne vil ringe på.
»Problemet er, at når folks tilfredshed er beskyttet under en krise, så er der en risiko for, at man ikke opdager, at den objektive levestandard falder. Og ser man på den danske samfundsudvikling de sidste 50 år, så er det faktisk det, der er sket. Vores objektive levestandard falder stille og roligt i forhold til andre lande omkring os. Men det skjuler vores selvtilfredshed,« siger Bjørnskov.
Politikere med en reformagenda bør derfor ifølge Bjørnskov holde op med at bruge krisen som argument for flere reformer.
»Hvis man har en reformagenda, så bliver man nødt til at forlade den her idé om, at man kan tale krisen op og få nogle reformer igennem ad den vej. Det skal kommunikeres på en anden måde. Danskerne rejser enormt meget, så vi ved rigtig meget om, hvordan andre lande ser ud, og hvad de kan. En større bevidsthed om, at nogle af de lande, vi rejser i, på en række områder er foran os, kan få os til at se mere venligt på reformer.«
Joachim B. Olsen: Vi bliver indhentet
Borgerlige reformpolitikere skal altså satse på, at danske turister kommer hjem med mere end solbrune arme og sjove selskabslege fra afterski. Og det er faktisk langs de linjer, at Liberal Alliances Joachim B. Olsen – som er en af dem, der tager de hårdeste føringer, når der skal trædes watt for flere reformer – ser argumenterne for en slankere offentlig sektor og en lettere skattebyrde kan vinde større udbredelse.
»Det, der kommer til at trække tingene i vores reformretning, er, når vi danskere i fremtiden vil opleve, at borgere i vores nabolande får højere service, mere i løn og har bedre levestandard. Så vil vi stigende grad sætte spørgsmålstegn ved vores velfærdsmodel. Allerede nu er vi blevet indhentet på levestandard,« vurderer Joachim B. Olsen.
Han ser ikke et modsætningsforhold mellem den rekordhøje danske tilfredshed og reformer af velfærden
»Kilden til vores høje tilfredshed er ikke velfærdsstaten, vi har en stor velfærdsstat af samme grund, som vi er tilfredse, nemlig at vi er et homogent, fredfyldt og tillidsfuldt samfund. Og jeg tror ikke, at vi kan lide velfærdsstaten på grund af konstruktionen, men fordi vi kan lide ydelserne – uddannelse og sundhed – og hvis vi fik de ydelser på andre måder end via skatten, ville vi være lige så tilfredse. Så selv om det er rigtigt, at folk generelt ikke kan lide reformer og forandringer, er det lige så sandt, at folk hurtigt vænner sig til de reformer, man så laver. Det er jo også de skridt, den nuværende regering tager, selv om de er små – og tilfredsheden er netop ikke faldet.«
Hos Kraka ræsonnerer Nicolai Kaarsen på lignende vis.
»I lande som Grækenland, Spanien og Portugal, hvor den økonomiske krise har blotlagt et politisk svigt, hvor man har forgældet sig i stedet for at lave reformer, ser man en særlig stor nedgang i tilfredsheden. Så man kan også se den her undersøgelse som en tillidserklæring til politikerne og de reformer, der faktisk er blevet gennemført, fra danskerne. Vi tror på, at de, når alt kommer til alt, gør det, der skal til.«
Tilfredshed handler om forventninger
Professor i sociologi, Peter Gundelach, står bag en omfattende udforskning og kortlægning af danskernes værdier. Også han peger på den stærke mellemmenneskelige tillid og det velfungerende danske samfund, når den høje danske tilfredshed skal forklares. Men han peger også på en anden mulighed – danskerne sætter af historiske grunde forventningsbarren lavt og bliver gladere for lidt.
»Det er ikke sådan, at de rigeste lande også er de mest tilfredse. Det hænger sammen med, at tilfredshed er resultatet af forholdet mellem, hvad du ønsker, og hvad du får – jo mere man får det, man gerne vil have, jo mere tilfreds er man. Så hvis man ikke har de store ambitioner, skal der heller ikke meget til at opfylde dem,« siger han og fortsætter:
»Den moderne danske nationalkarakter er rundet af, at vi efter en række krigsnederlag blev en småstat, hvor man ikke kunne gøre store armbevægelser. På den måde er vi måske kulturelt betinget for lavere forventninger end andre befolkninger i andre lande. Og derfor er vi mere tilfredse end alle andre.«