For en uge siden meddelte stemningsmennesket, EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, at EU igen har vind i sejlene. Han var klar til at sætte storsejlet. Det samme var Frankrigs præsident Emmanuel Macron.

Det tyske valgresultat medførte imidlertid, at Macron måtte lade storsejlet blive nede. For valget betød, at SDP-formanden, Martin Schulz, næppe bliver Tysklands næste udenrigsminister. Bliver det en fra De Grønne, vil den nye, tyske regering tale for et mere fordybet samarbejde i EU. Bliver det en fra de liberale (FDP), vil den tale for et mindre fordybet samarbejde. Merkel vil være at finde mellem disse to positioner.

Under alle omstændigheder har Schulz klogeligt valgt at lade SDP gå i opposition. Han sikrer dermed, at ikke det højreradikale Alternative für Deutschland, men det demokratiske SDP bliver det toneangivende oppositionsparti i Tyskland. Dette kan marginalisere AFD.

Storsejlet bliver nede. I stedet vil Macron og Merkel sætte de mindre sejl – for sejlet bliver der. Det vil bare blive langsommere. Til gengæld vil flere medlemslande kunne acceptere kursen, end tilfældet ville være, hvis de forsøgte at sætte storsejlet.

Og kursen vil blive sat mod mere samarbejde inden for forsvars- og politiområdet. Med Trump som USAs præsident må EU være indstillet på i højere grad selv at håndtere udfordringen fra Putins Rusland og de konflikter, som måtte følge af masseindvandringen over Middelhavet. Derfor vil Macron udvide EUs forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde og give muskler til beskyttelsen af EUs ydre grænser.

Ingen hjælp fra NATO

Selv om vi lægger afgørende vægt på, at Europas forsvarssamarbejde foregår i NATO, kan der både ved Østersøen og i Middelhavet sagtens opstå kritiske situationer, som ikke aktiverer NATO.

Hvis der dukker »små, grønne mænd« op i Estland eller Letland er det ikke nødvendigvis en sag for NATO, thi ifølge Putin kender Rusland i så fald intet til dem. I stedet må disse lande kalde på hjælp fra EUs forsvars- og politisamarbejde.

Hvis der i forbindelse med en massiv, illegal og akut immigrationsbølge opstår ukontrollable situationer i et af EUs middelhavslande, kan der igen blive kaldt på dette samarbejde.

EU får behov for at indgå et stærkt og forpligtende politisk-økonomisk samarbejde med Den Afrikanske Union (AU) for at fremme den økonomiske udvikling i de afrikanske lande, så der kommer gang i beskæftigelsen og øgede indkomster for de afrikanske befolkninger. Kun derved kan man håbe på at formindske presset på de europæiske kyster af de med tiden millioner af afrikanere, som ikke har en jordisk chance for at opnå asyl. Samarbejdet skal derfor både rette sig mod korruptionen, som blokerer disse landes fremskridt, fremme erhvervssamarbejdet og forpligte de afrikanske lande til at tage deres af Europa afviste borgere tilbage. Macron og Merkel vil presse på inden for disse områder, ligesom de vil lade eurozonen intensivere det økonomiske samarbejde og udvide dens samarbejdsområder.

Det vil de, fordi meget af det, de mener, EU har behov for at forbedre, ikke lader sig forbedre i det almindelige og brede EU-samarbejde. Skal der sættes vind i et sejl, vil der altid være nogle lande, som lige netop ikke vil have mere vind i det sejl. Derfor vil de foretrække, at nogle får lov at sejle deres egen sø, mens eurozone-landene sætter deres egen kurs uden dem.

Sikre indflydelse

Derfor kommer Danmark før eller siden til at skulle træffe endnu et valg om, hvor vi vil hen i og med EU. Skal vi følge Storbritannien ud i Atlanterhavet? Eller skal vi sikre vores plads og indflydelse på det europæiske kontinent? De områder, hvor Frankrig og Tyskland vil forstærke samarbejdet, har vi også interesse i at få forstærket. Men dem står vi bare udenfor!

Skal vi for at undgå det store EU-spøgelse alligevel alliere os med de lande, der som Polen, Tjekkiet og Ungarn vil stritte imod et nødvendigt og udvidet samarbejde? Er de vore naturlige allierede og samarbejdspartnere? Skal vi for at forhindre et større samarbejde foretrække et stadigt løsere EU med risiko for et havari på ruten? Hvordan vil et opløst Europa se ud? Hvad kan de europæiske lande hver for sig uden et forpligtende EU-samarbejde? Overfor en masseimmigrationsbølge vil de være magtesløse. Større aftaler med AU kan de ikke indgå. I den globale økonomi vil de alle være svækkede. Kina og USA har ingen interesse i at indgå store, økonomiske aftaler med dem. I sikkerhedspolitikken vil de hver for sig stå svagere, fordi Rusland vil få betydeligt nemmere ved at påvirke og destabilisere landene hver for sig.

Hvor Danmark går hen, når de andre går videre, vil vise, hvor alvorligt vi tager vores egen og Europas fremtid.