Danmark mangler miljø-hjerner
Danmark vil gerne være uafhængig af olie, kul og gas fra 2050. Men vi uddanner for få specialister til at løfte opgaven, viser undersøgelse. Uddanner vi dem ikke, vil arbejdspladserne gå til udlandet.
Danmark vil gerne være uafhængig af olie, kul og gas fra 2050. Men vi uddanner for få specialister til at løfte opgaven, viser undersøgelse. Uddanner vi dem ikke, vil arbejdspladserne gå til udlandet.
Danmark uddanner alt for få miljø-specialister, hvis målet om, at vi skal undgå at bruge olie, kul og gas fra år 2050 skal indfries. Sådan lyder konklusionen i en rapport udarbejdet af Klima- og Energiministeriet samt Videnskabsministeriet.
»Der er kraftigt brug for flere naturvidenskabelige kandidater. Så vi må tilpasse uddannelserne, så de svarer til efterspørgslen i erhvervslivet,« siger prodekan for uddannelse på Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet Grete Bertelsen.
Hun fortæller, at man på Københavns Universitet gerne uddanner flere kandidater inden for de efterspurgte retninger, da det både vil gavne samfundet og miljøet.
»Vi vil gerne skabe flere arbejdspladser i Danmark, og det kan vi få ved at uddanne flere, der kan løfte opgaven med for eksempel at udvikle grøn energi,« siger hun og uddyber:
»På den måde kan vi både løse vores eget problem med de manglende jobs og afhjælpe klimaproblemerne på verdensplan.«
Ifølge rapporten er efterspørgslen efter højtuddannede danskere med viden indenfor såkaldt cleantech – ren teknologi – altså stor.
Hvis Danmark uddanner flere inden for naturvidenskaberne, vil der højst sandsynligt være job til dem, og Danmark vil stå stærkt i udviklingen af blandt andet bio-brændsel.
Men lykkes det ikke Danmark at uddanne de efterspurgte miljø-specialister, vil arbejdspladserne enten gå til udenlandsk arbejdskraft, eller også vil Danmark sakke bagud i udviklingen af rene energiformer.
»Får vi ikke uddannet de efterspurgte kandidater, er det en direkte stopklods for industrien. Og på den måde går Danmark glip af både arbejdspladser, penge og et fremtidigt energimarked,« siger Grete Bertelsen.
De næste to år vil der blive efterspurgt 2000 nyuddannede medarbejdere om året indenfor cleantech-virksomhederne.
Virksomhederne efterspørger højtuddannede med mindst en kandidatgrad og helst en ph.d.