Brug pengene fornuftigt.
Det lyder simpelt, men virkeligheden er tilsyneladende en anden, når det kommer til nogle af de store infrastrukturprojekter, der er sat i søen siden 2002.
Hele 21 milliarder kroner er gået tabt i projekter, som ikke samfundsøkonomisk har været det værd, de har kostet.
Det er Produktivitetskommissionen kommet frem til i sin seneste rapport, hvor den blandt andet fremhæver Metro-strækningen til Nordhavn, letbanerne i Odense og København, jernbanen til Aalborg Lufthavn samt motorvejen til Holstebro som projekter, der aldrig skulle have været vedtaget.
»Hvert femte projekt har så lavt et afkast, at det ikke burde være sat i værk. Det kan for eksempel være en dyr letbane, der tager et helt spor fra bilisterne – frem for en billigere og lige så effektiv superbusrute. Vi skal investere der, hvor trafikproblemerne er størst,« siger Peter Birch Sørensen, formand for Produktivitetskommissionen.
Roadpricing igen på bordet
Derudover anbefaler kommissionen, at der indføres forsøg med roadpricing, så bilisterne kommer til at betale efter, hvor meget de kører, frem for bare en årlig afgift.
Den debat er langt fra ny, og både den såkaldte Trængselskommission samt flere politikere og erhvervsorganisationer har peget på roadpricing som løsningen på den ufremkommelige københavnske trafik.
Regeringen har dog indtil videre ikke haft lyst til at indføre forsøg med ordningen og har blandt andet henvist til, at det ville være besværligt at udstyre alle danske biler med den påkrævede GPS-sender.
Ifølge kommissionen skal der opkræves roadpricing efter tidspunktet på dagen. Altså skal det være dyrere at køre i myldretiden og billigere uden for.
Og den praksis skal også overføres til den kollektive trafik, så togbilletten eksempelvis er billigere ved middagstid end om morgenen. Det samme koncept anbefales på Storebælt og Øresundsbroen, så det bliver billigere at køre over uden for myldretiden.
Produktivitetskommissionen er nedsat af regeringen til at se den danske produktivitet efter i sømmene og komme med anbefalinger til, hvordan produktiviteten øges. Rapporten om infrastruktur er den næstsidste af seks rapporter fra kommissionen.