Det ser vældigt skræmmende ud, når de danske flådefartøjer Esbern Snare og Absalon stævner ud i Det Indiske Ocean for at stoppe de somaliske pirater. Men søens forbrydere bliver sjældent stillet til ansvar.

 - Knap 200 pirater er blevet løsladt efter at have været tilbageholdt af de danske styrker i området, fortæller orlogskaptajn Kenneth Nielsen fra Søværnets Operative Kommando (SOK) til bt.dk. Blot fem pirater af de tilfangetagne 200 pirater er blevet retsforfulgt - i Holland.Det er den nedslående status i den danske koalitionsindsats med det prangende kodenavn Operation Ocean Shield. Og de 200 frigivne pirater er alene tallet for de pirater, der er løsladt af de danske styrker.

 - Der er formentlig tale om tusindvis af løsladte pirater, når man tæller dem med, som de andre lande har løsladt, siger Peter Skaarup, forsvarsordfører for DF.

 - Nu må Lene Espersen altså slå i bordet, så vi får en aftale med for eksempel Kenya om en domstol og nogle fængsler, hvor piraterne kan afsone, siger Skaarup, der mener, at det ville være at belønne piraterne, hvis de fik en straf i Danmark.

 - Der skal ske noget dernede, og meget hurtigt, for problemet griber om sig, og kan brede sig.

Senest blev seks somaliske pirater sat på fri fod af de danske styrker på Esbern Snare den 9. februar. De var anholdt efter forsøg på at kapre Mærsk McKinney Møllers fragtskib Elly Mærsk. Efter at have været bag tremmer en måned i det danske skibs arrest, opgav den danske statsadvokat for særlige internationale straffeanliggender at retsforfølge piraterne, og de seks blev stille og roligt sejlet på land, og sat på fri fod.

SFs Holger K. Nielsen opfordrede i sidste uge regeringen til at gøre noget, så tilfangetagne pirater bliver stillet til regnskab.

 - Der skal mere damp på for at få lavet aftaler med lande i området, der kan retsforfølge piraterne og have dem til afsoning. Men problemet er, at der er eksempler på pirater, der angriber selv store krigsskibe i området bare for at blive sat i fængsel, så de kan få mad. Så desperate er de i Somalia, siger SFs forsvarspolitiske udenrigspolitiske ordfører Holger K. Nielsen.

Ifølge jurist Birgit Feldtmann fra Syddansk Universitet kunne Danmark hurtigt lave en lovændring, så piraterne kunne stilles for retten og afsone i Danmark. Maksimumstraffen for skibskapring er fængsel på livstid.

 - Der er ingen politisk vilje til at retsforfølge somaliske pirater i Danmark, og sætte dem i fængsel her, siger Birgit Feldtmann til B.T.

Thomas Winkler er formand for den internationale gruppe, der skal sørge for at pirater bliver retsforfulgt. Han siger, at Danmark ikke kan retsforfølge pirater, hvis ikke forbrydelsen har en forbindelse til Danmark.

Men der er ganske mange pirater bag tremmer, der enten er dømt eller venter på dom. Ialt 820 stykker som er fængslet i 12 lande. Blandt andet Seychellerne og Kenya, hvor der er et forsøg i gang i øjeblikket, siger Thomas Winkler, chef for Udenrigsministeriets juridiske udlandstjeneste:

 - Problemet er, at det er svært at finde lande, der vil have piraterne i deres fængsler, så de kan afsone deres straf. Men vi arbejder på det.