Jeg sidder aften efter aften, uge efter uge og år efter år og glor på fodbold, alt hvad jeg kan rumme og får lov til, og jeg læser og ringer og snakker og lytter, når kloge mennesker med en kyndig hånd på spillet fortæller mig, hvad der er op og ned, og hvorfor de gjorde, som de gjorde.
Jeg er ansat til at følge med, også når alle andre er på arbejde.
Jeg lover jer, at jeg har gjort mig umage hele min karriere som fodboldskribent.
Og alligevel er der stadig aftener, hvor intet giver mening for mig.

Jeg har intet, absolut nul, der kan hæve mig op til at være en større kapacitet end Morten Olsen på noget som helst fagområde.
Jo, jeg staver muligvis bedre end ham.

Men det ville være en omgang foruroligende storhedsvanvid, hvis jeg bildte mig ind, at jeg bedre kan forklare A-landsholdet, hvad der skal til. Så der skal altså fede streger under det faktum, at det er min fatteevne, der er problemet.
Danmark nåede i EM-kvalifikationskampen søndag aften, turneringens premierekamp, at massere banens midterste tredjedel så voldsomt, at der vist skal creme på nu. Mod et armensk hold, som intet ville og reelt intet kunne foruden at forsøge at iscenesætte Dortmund-kreatøren Henrikh Mkhitaryan.

Det lykkedes, hvis vi skal være venlige, en enkelt gang.

Mkhitaryan lavede så den ene gang, han så sit snit, en sparkefinte fra 1970 på anfører William Kvist, som febrilsk rutsjede ud efter pølser, og så sparkede armeneren fladt forbi Kasper Schmeichel fra knap 20 meter.
Der var spillet 50 minutter.

Den slags ser man jo.

Aften efter aften og uge efter uge forsøger fodboldhold over hele verden at lukke ned og stjæle, hvad der stjæles kan, på et snedigt kontraløb eller et billigt hjørnespark.

Og så er det, at man tager stilling.

Skal man spille sig til sejren mod det stædige forsvar? Skal man i rasende tempo med speedy boldomgang spille hullerne frem? Lede fra side til side og angribe uforudsigeligt på alle sprækkerne? Eller skal man overfalde feltet, hælde bolden derind, tage slagsmålene og det udmattende genpres og fysisk smadre løs på centerforsvaret?

De bedste gør lidt af hvert, og de ringeste magter ingen af delene, men når jeg nu ikke vil anerkende, at Danmarks spillertrup skal være noget af det ringere, er det bedre bare at undre sig.

Hvad ville man mon?

Intet var hurtigt, intet var voldsomt, og mod et armensk hold, som intet ville, stod syv spillere og dansede lambada på banens midte, mens Nicklas Bendtner ene mand og aldeles ude af form løb rundt og pegede på de huller, han forestillede sig kunne opstå, hvis noget skete.

Men intet skete, og det gav aldrig mening for mig, hvorfor intet måtte ske, før Armenien kom foran 1-0 og fik alle danskerne til at trykke på overfaldsknappen.
Danmark er, synes jeg, bedst mod defensive hold, når der er trykket på den overfaldsknap. Og når feltet bliver overfaldet.
Men det står åbenbart nedskrevet et sted, at man nogle gange først må, når det er ved at gå helt skævt.

Og det er dét, der ikke giver mening for mig.

Den kamp havde kun ét eneste udtryk fra første sekund. Armenien havde intet bluff, ingen alternative planer. Og alligevel spillede Danmark med 20 meter mellem forreste og næstforreste angriber, indtil Armenien kom foran og var ved at hælde Danmarks EM-kvalifikation i lokummet.
Men derfra - endelig et overfald, endelig et tryk på målfeltet og endelig bolde fordelt i længderetningen, ikke kun i bredden.

Danmark vandt 2-1 mod et hold, som måske nok engang vandt 4-0 i Parken, men som næppe kommer til at drille andre landshold ret meget i EM-kvalifikationen. Danmark fik en forskrækkelse og - forhåbentlig - også den erfaring, at banens midterste tredjedel er den mindst interessante af dem alle tre.
Det er den overordnede taktiske indstilling, der må være fokus frem mod de kommende kampe i EM-kvalifikationen.
Og først langt derunder kan Morten Olsen så minde sig selv om, at Nicklas Bendtner simpelthen ikke er i form til EM-kampe, at William Kvists timing er i endnu værre forfatning, at Christian Eriksens selvudslettende natur nærmest eksploderer i ydmyghed på landsholdet, og at Danmark i Peter Ankersen og Nicolai Boilesen lykkeligvis og i det mindste har et par backs, der virker.

Og så naturligvis: Hold fast i klaphatten, det var vigtigt at få vendt den fra 0-1 til tre point. Danmark er pointmæssigt godt på vej mod EM i Frankrig.
Men også kun pointmæssigt.

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard