Der er meget at glæde sig over i julen. Først og fremmest julens budskab: at Gud blev menneske, og at den hårde dom over mennesket dermed er erstattet af tilgivelse. Men der er også julens tillægsglæder: julegodter, gaver, fritid og familiehygge. Og så er der kommet en rapport om ateisme, der rangerer Danmark som et kristent land. Det er da en glædelig nyhed!

Det er den såkaldte ”Freedom of Thought Report 2014”, der udkom 10. december 2014. Den er udgivet af en organisation, der kalder sig ”Den Internationale humanistiske og etiske Union”. Denne rapport ranglister alle verdens lande efter deres diskrimination af ikke-religiøse personer. Sådan siger de i hvert tilfælde.

Når man betragter ranglisten, bliver man – eller jeg blev i hvert tilfælde – først meget overrasket over, at Danmark viser sig at være listet som et sted med alvorlig diskrimination – den næst-værste placering. Men så kom jeg i tanker om de triste historier, vi hører om folk, der ønsker at forlade islam og derefter forfølges i islamiske miljøer. Men det er ikke dem, der tænkes på her. Rapporten drejer sig nemlig kun om statens diskrimination af ikke-religiøse personer.

Det viser sig, at grunden til, at Danmark er placeret i denne grumme kategori er, at der eksisterer en lov imod blasfemi. Rapportens forfattere ved åbenbart ikke, at loven ikke bliver brugt og for øvrigt anbefales fjernet af flere partier i Folketinget – herunder Dansk Folkeparti.

Men når blasfemi-paragraffen forhåbentlig er ophævet efter det kommende valg, så vil Danmark stadig fremstå som diskriminerende overfor ikke-religiøse personer ifølge rapporten. Det skyldes blandt flere forhold, at folkekirken har en særstilling, at dronningen/kongen ikke har religionsfrihed, at folkekirken står for civil registrering, og at kirkeskatten opkræves via staten. Det regnes også for et problem, at offentlige skoler underviser i kristendom, uden at der er et sekulært eller humanistisk alternativ!

I indledningen til rapporten forklarer forfatterne, at den religiøse diskrimination af de ikke-religiøse kan have mange udtryksformer. Diskriminationen er ikke altid bevidst og ikke altid lovreguleret. Et eksempel er, at der på de amerikanske retsbygninger står ”In God we trust”.

Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes rapportens forfattere at overse, at vi har et voldsomt diskriminerende kristent kors i flaget. Dannebrog må da støde enhver ateistisk borger dybt!

Kort sagt er rapportens forfattere først tilfredse, når alle religiøse symboler og traditioner er væk. Det er trist og uhyggeligt. Selvfølgelig er det modbydeligt med forfølgelse af ikke-troende eller konvertitter, som vi ser det i islamiske lande. Sådanne forhold er der i den grad grund til at kritisere. Men det er meningsløst at tale om diskrimination af ikke-religiøse grupper i Danmark. Og det værste er jo, at hvis det virkelig lykkedes de ikke-religiøse at få udryddet kristendommen i Danmark, så ville sandsynligheden for, at den blev erstattet af sekulær eller islamisk diskrimination være voldsomt stor. Ikke-religiøse personer burde i den grad kæmpe for kristendommens beståen i Danmark, fordi kristendommen i vores protestantiske udgave netop et værn imod forfølgelse af anderledes tænkende.

Når man først har forstået rapportens indhold, kan man ikke andet en glæde sig over, at Danmark er placeret som et diskriminerende land i denne rapport. For det betyder jo, at vi stadig holder fast i, at vores land er kristent. Gud ske tak og lov for det. Og glædelig jul!