Selv om Danmark kun har ét krigsskib i Aden Bugten - mod tre til fem NATO-skibe - så er Danmark ansvarlig for halvdelen af alle drab og 2/3 alle sårede i forbindelse med NATO-aktioner mod piratskibe.

Det viser en gennemgang, Information har foretaget på baggrund af tal fra EU og NATOs offentliggjorte rapporter.

Danmark ligger således helt i top, både når det angår sårede og døde. Sammenlignet med EUs samlede styrke i Aden Bugten (EUNAVFOR, red.), der koordinerer 23 ud af de 27 EU-landes piratbekæmpelse, springer de danske tal endnu mere i øjnene.

Her viser en gennemgang, at EUs flådeskibe kun i ni tilfælde har skudt varselsskud mod pirater inden for de seneste 14 måneder. Ingen af aktionerne resulterede i dræbte eller alvorligt sårede. Det til trods for at styrken konstant har mellem fem og otte skibe i området.

Til sammenligning er mindst seks gidsler og pirater døde og 14 andre såret i forbindelse med danske aktioner i samme periode.

Hos NATOs pressekontor i Storbritannien har man ikke statistik på hvert enkelt lands antal af dræbte og sårede, men en gennemgang af de offentliggjorte rapporter, viser, at kun Holland, USA og Danmark har været involveret i dødsfald. Senest blev et iransk og et pakistansk gidsel dræbt, da krigsskibet Absalon den 27. februar standsede et moderskib og befriede en større mængde gidsler.

Forløbet undersøges nu af Forsvarets Auditørkorps.

BNB