Nu er der yderligere 536 millioner kroner på vej til små og mellemstore danske virksomheder. Pengene kommer fra Danica Pension skal gå til at øge nytænkningen og væksten blandt iværksættere og mindre virksomheder.

Pengene bliver formidlet gennem Dansk Vækstkapital.

Læs også:

Den første vækstmilliard er på vej   

Vækstmilliarder går uden om små virksomheder   

Vækstfond til Udkantsdanmark i flop-fare

- Med investeringen tager vi vores del af ansvaret for, at det danske erhvervsliv får de bedste vækstbetingelser og også i fremtiden vil være kendt for en høj grad af innovation. Det, ved vi alle, er vigtigt for fremtiden,” udtaler Jens Dalskov, underdirektør i Danica Pension, i en pressemeddelelse.

Enhver pensionskasse går ind i en investering for at sikre et afkast til kunderne. Danica Pension venter sig meget af saltvandsindsprøjtningen til underskoven af dansk erhvervsliv.

Skal gavne alle

- Investeringen skal gavne alle – både de virksomheder, der får kapital, og vores pensionskunder. Vi har samme forventninger til denne investering som til vores andre investeringer, og det betyder, at vi forventer et godt afkast. Det har været et krav for, at vi og de andre pensionsselskaber ville deltage. Pengene er investeret over de næste 10-12 år, og vi forventer et flot og stabilt afkast, siger Jens Dalskov i pressemeddelelsen.

Dansk Vækstkapital er kommet op at stå efter et initiativ fra regeringen og skal med tiden forvalte mindst 10 milliarder kroner, som skal gå til at skabe vækst blandt rigets små og mellemstore virksomheder.

Danske pensionsselskaber stiller med de fem milliarder kroner, hvoraf staten garanterer for 75 procent af beløbet.

Pensionsselskabet PFA afsatte allerede i midten af juni 520 millioner kroner til Dansk Vækstkapital.

I spidsen for Dansk Vækstkapitals bestyrelse står Lars Nørby Johansen, som blev præsenteret i april. Han har tidligere forklaret, at Dansk Kapital deler investeringspengene op i fonde. Når man har godkendt en fond, stiller Dansk Vækskapital en pose penge til rådighed. Derefter går fonden i gang med at lede efter egnede virksomheder, som man køber sig ind i. Normalt vil investeringen blive fulgt af et tilsvarende beløb fra private investorer såsom privatpersoner, investeringsselskaber eller andre pengetanke.