Det var nemt for os billedkunstnere at vige udenom debatten affødt af Muhammed-tegningerne. Det var en sag født i en avis. Udstillingsrum og ’kurator’ var en avis. Dertil kommer, at der var tale om illustratorer og ikke billedkunstnere.

Anderledes forholder det sig med Dan Park sagen. Dan Park præsenterer sig som billedkunstner. Han siger, hans billeder er billedkunst. Han siger det er street art. Hvordan skal vi danske billedkunstnere forholde os til dette? Man kunne vende spørgsmålet om og spørge, har vi overhovedet lyst til at forholde os til det? For det er påfaldende, så lidt både danske billedkunstnere, kunstformidlere og gallerister har været på banen i forbindelse Dan Park-sagen. En af de få har været Kristian Hornsleth, der i forvejen er en, som mange indenfor den danske kunstverden helst ikke vil forholde sig til. Men hvor er vi andre?

Jeg har hørt argumentet fra folk, der arbejdet mange år med kunst, at sagen er enkel nok, fordi Dan Parks billeder slet ikke er kunst. Det er blot politisk aktivisme. Men hvad sker der egentlig, hvis kunstneren ikke selv bestemmer, om hans værker er kunst?

Siden Duchamp har præmissen været, at det er kunstnerne der bestemmer, hvad der er kunst. Og kunstneren, det er ham/hende, der kalder sig kunstner. Kunsten løste ikke den udfordring Duchamp hermed skabte… den gik blot videre. Hvilket betyder at i dag, 100 år senere, er vi stadig udfordret med en så udvidet definition på kunst.

Kunsten må ud i nogle mærkværdige mellemregninger for at denne definition ikke opløser alting til kunst og dermed intet til kunst. Eksempelvis at jeg proklamerer at alle, der læser denne tekst, nu er levende kunstværker. Eller at det, at jeg har proklameret dette, i sig selv er et værk.

For at alting ikke kan opløses i det værkløse værk, kan vi versionere Ad Reinhardts ord og sætte en dæmning ind, der siger: Kunst er kunst. Og hvis det kan være andet end kunst, så er det andet end kunst.

Men det løser stadig ikke alle vores problemer. For hvem afgør, om det kan være andet end kunst? Kan man sige, at Superflex biogas projekt, ligeså godt kunne være udviklingshjælp og dermed falder uden for kunstrummet?

Lad os bare for pædagogikkens skyld holde fast i Superflex. Kunne man sige, at Superflex plakaten »Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes« var politisk aktivisme og ikke kunst?

Er Superflex så nogle gange kunstnere og andre gange politiske aktivister og andre gange igen ulandshjælpere? Hvis Dan Park ikke er kunstner, og hvis det, han laver, ikke er kunst, så får vi travlt.

Hvem er det egentlig vigtigt for, om det, Dan Park laver, er kunst eller ej? Befolkningen forventer ofte, at kunsten påtager en rolle, som kunsten aldrig var tiltænkt. Kunsten kan ikke give svar. Kunsten kan ikke sige, hvordan vi skal leve side om side, i det multikulturelle samfund. Kunst kan ikke give et svar på, hvordan vi forhindrer racisme og intolerance. Lige så lidt som kunsten kan give et svar på, hvad skattelettelser vil betyde for boligmarkedet.

Giver kunsten svar, så ophører den med at være kunst. Så er den spændt for en vogn der trækker den ud af sig selv. Behovet for svar er stort. Ligeså stort som behovet for at skabe mening, hvilket ses ved dyrkelsen af kunsten som en surrogatreligion, der skal afhjælpe det store og kontinuerlige identitetsarbejde som samtidsindividet står over for.

Måske er Dan Parks kunst spændt for en vogn. Måske har han ingen eller få kunstneriske overvejelser, når han producerer. Måske handler det bare om at fremme et politisk budskab – hvilket i så fald ville gøre, at hans kunst i virkeligheden var født som et marketing-tiltag. Det kan vi ikke vide. Men vi ved dog, at det nemmeste værktøj i desavoueringskassen er at mistænkeliggøre intentionalitet.

Hvad nu, om det var Superflex, der stod bag Dan Parks billeder? Hvordan ville vi så læse dem? Som et underfundigt intellektuelt udfordrende humanistisk satirisk greb? Og hvad, om Dan Park stod bag »Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes«? Hvordan ville vi så læse denne plakat?

Dan Park er alene på kunstscenen. Dan Park har kun sig selv og Trykkefrihedsselskabet. Og de er oven i købet ligeglade med kunstneren Dan Park. Som Aia Fog, næstformanden for Trykkefrihedsselskabet, siger til DR om visningen af Dan Park på Christiansborg: »Det her er ikke en kunstudstilling. Det er en ytringsfrihedsmanifestation. Vi er ikke interesseret i at vise Dan Park som kunstner eller vise et samlet udtryk i forbindelse med hans værker.«

Måske er Dan Park slet ikke kunstner! Det ved kun Dan Park. Kunst er intention. Til gengæld er det et faktum, at manden blev censureret. Han blev dømt til fængsel i Sverige. Og at der blev udført hærværk mod det galleri, der skulle huse hans udstilling.

En af mine venner skrev på Facebook: »Jeg er bare så ualmindeligt ligeglad med d’herrer Hornsleth og Dan Park. Deres kunst og gimmicks interesserer mig ikke, jeg føler mig hverken mere udfordret eller provokeret, end ved et hvilket som helst andet puberitært og irrelevant forsøg på at få opmærksomhed. Så derfor håber jeg meget, at medierne, både de lødige og mindre lødige, snart finder noget andet at fylde sig med. Der er rigeligt med vigtige, seriøse og saglige begivenheder i verden, som vi har brug for at blive kloge på...«

Problemet er bare, at netop censureringen, hærværket og truslerne har gjort det til vigtige, seriøse og saglige begivenheder, som vi har brug for at blive kloge på.